Der var klapsalver, jubelbrøl og masser af flag, da Nikolaj Jacobsen mandag aften vendte hjem til Thurø som VM-guldvinder endnu engang.

Mens den store modtagelse i lufthavnen og fejringen på Rådhuspladsen var aflyst på grund af coronapandemien, var mange mødt op i hjembyen for at hylde landstræneren.

En fejring, der nu er blevet meldt til politiet, da en borger mener, at mange thurinere ikke overholdt forsamlingsforbuddet, da landstræneren vendte hjem fra håndboldslutrunden.

Det skriver Fyens, der har talt med anmelderen, som ønsker at være anonym.

Nikolaj Jacobsen blev overrasket, da han kom hjem.
Nikolaj Jacobsen blev overrasket, da han kom hjem. Mette Gregersen

»Det er jo helt galt, hvad Thurø Borgerforening har stillet på benene af heltemodtagelse. Når man ser billederne fra begivenheden, kan man se, at folk står side om side og ikke bærer mundbind. Der er da grænser for, hvor dumme folk kan være,« siger anmelderen til avisen.

Fyns Politi bekræfter, at der er modtaget en anmeldelse, og at de nu er i gang med en 'juridisk vurdering af sagen'. Derfor kan politiet på nuværende tidspunkt ikke fortælle, om de går videre med sagen, og om der kommer et eventuelt efterspil.

Borgerforeningen fortæller til det fynske medie, at de ikke mener, de har gjort noget forkert, og at de planlagde at lave en fakkelallé, netop så folk kunne stå med rigtig god afstand, fortæller foreningens formand Peter Bang.

Den 49-årige landstræner blev budt velkommen med bannere, fakler og et gavekort på 6.000 kroner til det lokale bryggeri, fordi han havde ønsket sig guldøl, fortalte en af borgerne, Mette Gregersen, mandag aften til B.T.

Nikolaj Jacobsen blev modtaget af borgerne på Thurø. Nu er de meldt til politiet.
Nikolaj Jacobsen blev modtaget af borgerne på Thurø. Nu er de meldt til politiet. KHALED ELFIQI

»Der var vildt mange mennesker, der var pakket med folk og fakler hele vejen. Det var virkelig rørende. Konen hentede ham og kom med ham,« fortæller Mette Gregersen, der også understregede, at mange havde mundbind på, og der blev holdt afstand.

»Det var så fint. Han havde også mundbind på. Han blev glad og vinkede ud af bilen, de blinkede med lygterne. Han blev helt sikkert glad. Det ville alle blive rørt over. Det var lidt middelalderagtigt med faklerne, ikke noget kunstigt lys, og folk der bare stod helt stille. Det var flot,« fortalte hun desuden.

Danmark vandt VM-guld, da det søndag aften blev til en sejr over Sverige i finalen i Egypten.

Dermed forsvarede det danske landshold det verdensmesterskab, de vandt i 2019.