De er bedste veninder og stjerner på det danske landshold. Nu går de også forrest i en god sags tjeneste.

Althea Reinhardt og Mie Højlund blev i sommer udnævnt til ambassadører for et kvindehåndboldhold i det afrikanske land Sierra Leone i et projekt, som den tidligere landsholdsprofil og OL-guldvinder Josephine Touray står bag.

»Vi vil så gerne gøre en forskel og give dem mulighed for at opleve det fællesskab, som håndbold skaber,« siger Althea Reinhardt til B.T.

Projektet HAND – Handball For A New Destiny – giver sierraleonske kvinder og piger et frirum i en håndboldklub, som de hver uge mødes i. Udover fællesskabet giver HAND ordentlige baner, tøj og udstyr.

»Vi føler os privilegerede herhjemme, men det skal ikke handle om midler, og i Afrika skal man også opleve det fællesskab, der er omkring spillet. Vi har oplevet det, siden vi som børn startede for vores veninders skyld, og fordi det var sjovt. I dag er det mere et arbejde, men fællesskabet er der stadig,« siger Mie Højlund.

»Vi er blevet beriget af sporten, og de minder kan man tage med sig resten af livet,« tilføjer hun.

HAND har etableret seks håndboldklubber i Sierra Leone, hvor kvinder og piger udover at lære spillet også bliver uddannet i demokratiske principper og menneskerettigheder.

Én af klubberne har fået navnet Mithea Freetown Fighters, der dels er opkaldt efter byen Freetown, Sierra Leones hovedstad, og dels er opkaldt efter Mie Højlund og Althea Reinhardt selv.

»Vi har Mithea sammen, hvor det også handler om at være aktive, så det passer perfekt,« siger Althea Reinhardt om navnet, der blev til via en konkurrence på de to Odense-spilleres instagramsider.

Sådan så det ud, da Althea Reinhardt og Mie Højlund blev præsenteret som FANT-ambassadører.
Sådan så det ud, da Althea Reinhardt og Mie Højlund blev præsenteret som FANT-ambassadører. Foto: Kasper Laursen
Vis mere

Althea Reinhardt og Mie Højlund har grundet coronakrisen ikke haft mulighed for at komme til Sierra Leone endnu. Men det vil de på et tidspunkt.

»Vi går med en drøm om at komme derned og se, hvordan det er, og for at give dem en oplevelse. Vi vil spille med dem, træne dem og bare være der for dem,« siger Althea Reinhardt.

»Det er også svært at sidde herhjemme og sætte sig ind i, hvad de har brug for. Det skal vi derned for at se,« tilføjer Mie Højlund.

Og så skal det selvfølgelig passe ind i den tætpakkede kalender, hvor de to stjerner har rigeligt at se til i Odense Håndbold og på landsholdet. I mellemtiden er særligt én ting vigtig.

»Det nemmeste, vi kan gøre herhjemme, er at skabe opmærksomhed om projektet på de sociale medier. Vi skal gøre folk bevidste om det og om, at de selv kan hjælpe kvinderne ved at donere penge,« siger Althea Reinhardt.

Projektet er tæt knyttet til FNs verdensmål 5, der handler om ligestilling mellem kønnene.

HAND er et projekt under organisationen FANT – Football For A New Tomorrow – der har lignende projekter med fodbold som omdrejningspunkt. Det er her, Josephine Touray er administrativ chef, og hendes arbejde har Althea Reinhardt og Mie Højlund også lagt mærke til.

»Det er megafedt og inspirerende, at hun kæmper for et godt formål, og det vil vi gerne støtte op om,« siger Althea Reinhardt.

Josephine Touray har selv været i Sierra Leone i september for at se, hvordan de lokale driver foreningerne, og hvordan de gør en forskel. Hun er godt tilfreds med, at de to landsholdsstjerner er kommet med på holdet.

»Althea og Mie er selv produkter af det danske foreningsliv. De ved, hvad de er rundet af, og at de er nået så langt, blandt andet fordi der har været nogle til at træne dem og køre dem til kamp. Det giver supergod mening at have to sympatiske og søde piger med på holdet,« siger Josephine Touray til B.T.

Hun forklarer, hvordan håndbold er med til at udvikle lokalområderne i Sierra Leone.

»Det er lokalsamfund med meget tvivlsomme betingelser, og det har været svært at få piger til at spille fodbold på grund af kulturen. Det er en mandsdomineret sport, og det er slet ikke normalt, at piger dyrker sport i Sierra Leone. Udover de ugentlige håndboldtræninger giver vi dem noget power, så de kan stå op for sig selv,« siger hun.

På ambassadørlisten er også de professionelle fodboldspillere Jonas Wind og Sanne Troelsgaard og den tidligere fodboldpiller Jonathan Richter.