Hun var det helt store samtaleemne efter triumfen mod Frankrig.

Sandra Toft. Efter endnu en pragtpræstation. Og det anerkendte Klavs Bruun Jørgensen bestemt også.

Dog fremhævede landstræneren to andre profiler, som han mente fortjente ligeså meget ros.

»Hun er fremragende, og det er hun, fordi vi har et godt forsvar foran. Ikke at Sandra ikke skal have meget ros, for det skal hun. Hun skal virkelig sættes op på en piedestal i dag, men det er også fordi, der står et forsvar foran, der giver rigtig gode betingelser. Hun er med til selv at bestemme, hvor skuddene skal komme fra,« sagde Klavs Bruun Jørgensen.

Line Haugsted høstede store roser fra Klavs Bruun Jørgensen efter kampen mod Frankrig.
Line Haugsted høstede store roser fra Klavs Bruun Jørgensen efter kampen mod Frankrig. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Og det var netop her, han nævnte nogle andre, der også imponerede.

»Jeg synes, at dem omkring Line Haugsted dækker rigtig godt op. Men Haugsted er helt vildt. Hun bevæger sig fuldstændig fantastisk og er god til at reagere på situationer og gør det svært for angriberne hele tiden,« sagde Klavs Bruun Jørgensen.

Men de individuelle roser stoppede bestemt ikke her. For efter at have rost Line Haugsted gik han videre til endnu en spiller i truppen.

»En anden, der virkelig har steppet op, er Mie Højlund. Jeg tror lige så godt, vi kan sige nu, at hun har fået sit internationale gennembrud. Lige pludselig bruger vi hende som forsvarsspiller. Det tror jeg ikke, hun havde regnet med, da hun tog hjemmefra,« sagde landstræneren, der blandt andet kaldte fodarbejdet fra Højlund 'fremragende'.

Mie Højlund imponerer Klavs Bruun Jørgensen.
Mie Højlund imponerer Klavs Bruun Jørgensen. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Derudover roste han hende for både at give og tage tæsk, inden han sluttede alle de pæne ord med at konstatere, at han er 'utrolig stolt'.

Holdet havde inden kampen kniven for struben, da kun en sejr kunne bruges. Og derfor var det da også en lykkelig landstræner, der efter opgøret mødte pressen med en øl i hånden.

»Jeg har det fuldstændig fantastisk. Det er lige præcis det her, vi har sukket efter. At ramme et af de store hold i en vigtig kamp. Det er vigtigt. Det er ikke et kæmpe skridt, men et lille skridt på vej i den rigtige retning,« sagde landstræneren.

Hans hold skal nu spille tre kampe mere ved denne slutrunde, hvor Norge, Holland og Serbien venter i mellemrunden. Allerede på søndag går det løs mod Norge med kampstart klokken 12.30. Du kan følge opgøret LIVE her på bt.dk.