17 år. Eller 6.202 dage.
Så lang tid er der gået, siden Danmark sidst slog Norge i en betydende kamp ved et mesterskab.
Det var i EM-finalen på hjemmebane i 2002.
Dengang var Mie Højlund lige blevet fem år, mens Mette Vestergaard, landsholdets team manager, var en af stjernerne på banen.
Siden har Danmark tabt til Norge hver eneste gang, der har været noget på spil ved en slutrunde.
Jeg ved godt, at danskerne vandt en kamp ved en mellemrunde i 2012, men det opgør holder jeg altså ude af denne ligning, for kampen var fuldstændig uden betydning for Norge.
Det er da et kompleks, der er til at få øje på.
Ja, Klavs Bruun Jørgensen har ikke engang prøvet at slå Norges A-hold i en af de utallige træningskampe, de to nationer har spillet i de snart fem år, han har stået i spidsen for landsholdet.
Jeg siger ikke, at det nødvendigvis bliver anderledes i denne omgang, hvor Norge endnu en gang indtager rollen som klare favoritter.
Men jeg kan rent faktisk godt se Danmark drille nordmændene i Kumamoto. Og det er virkelig længe siden, jeg har haft en fornemmelse af, at landsholdet overhovedet havde en chance mod Norge ved en slutrunde.
Hvad er så anderledes denne gang?
Ja, først og fremmest er nordmændene grotesk hårdt ramt af skader.
Nora Mørk og Veronica Kristiansen, to af verdens bedste håndboldspillere, mangler. Det samme gør Katrine Lunde og Kari Grimsbø, som tilsammen plejer at udgøre verdens dygtigste målmandsduo. Og derudover er der flere andre dygtige spillere på den norske skadesliste.
Selv for Norge, som har en imponerende bredde, er det en alvorlig svækkelse, og det er da også forklaringen på, at jeg aldrig for alvor har troet på den skandinaviske storesøster som guldvinder ved dette VM.
Når vi så samtidig har in mente, at Danmark efter dramaet mod Frankrig har fået et så massivt skud selvtillid, at vi kan diskutere, om det burde være på dopinglisten, så kan det være med til at udligne styrkeforholdet.
Presset i denne kamp er indiskutabelt størst på de norske kvinder, som tabte gruppefinalen mod Holland og derfor skal gøre rent bord i de tre mellemrundekampe for at være sikker på at komme i en semifinale.
For tag ikke fejl – selvom holdet er decimeret, så tolerer de norske håndboldfans ikke andet end deltagelse i medaljekampene. Kan det ramme nordmændene, når nu de mangler flere af de stjernespillere, som normalt plejer at absorbere den slags pres så let som ingenting?
Danmark derimod kan spille relativt frit, selvom point selvfølgelig er vigtige i jagten på en plads i OL-kvalifikationen. Men fiasko er ikke længere et tema, efter man nu er kommet med i mellemrunden, og det må betyde noget for spændingsniveauet hos spillerne.
Samtidig er Stine Jørgensen og Anne Mette Hansen kommet i gang, og Sandra Toft er åbenbart ikke i stand til at stå på andet end absolut verdensklasseniveau.
Fortsætter de tre med at levere, kan forsvaret holde momentum, og rammer Norge ikke den bedste dag – ja, så kan søndag d. 8. december 2019 godt gå hen og blive dagen, hvor danskerne gør op med 17 års mindreværd.
