Hun kunne slet ikke være i sig selv.

»Jeg gik nærmest rundt i cirkler på gangen. Min fysioterapeut har også sagt, at han tænkte, 'vi skal lige holde lidt øje med Sandra'.«

Sådan lyder det fra den danske målvogter Sandra Toft. Noget af en kontrast til den ellers rolige målvogter, de fleste i stuerne har stiftet bekendtskab med.

Men rolig var hun bestemt ikke i løbet af fredagen, hvor Danmark skulle møde Frankrig i et vaskeægte VM-brag.

Sandra Toft stod en klassekamp mod Frankrig.
Sandra Toft stod en klassekamp mod Frankrig. CHARLY TRIBALLEAU

»Jeg er rigtig glad for, jeg har en roomie, der er fuldstændig modsat mig, for jeg var helt oppe at køre og rundt på gulvet i løbet af dagen. Hun var meget rolig og blev ved med at få mig ned,« forklarer Sandra Toft.

Tankerne kørte rundt, og på nogle punkter overtænker hun nok også. Det sker generelt, men hun erkender også, at det var langt værre inden kampen mod Frankrig end for eksempel inden Brasilien-kampen.

»Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg i løbet af dagen inden kampen sagde, 'jeg kan slet ikke magte det her'. Hvor hun (roomien, red.) bare grinede og sagde, det nok skulle gå. Jeg blev mere og mere irriteret over, hun var så rolig, men det havde en effekt,« siger Sandra Toft med et smil.

Hun er tit oppe at køre inden kampe, blandt andet fordi hun er nervøs for udfaldet. Men så snart hun betræder halgulvet, og kampen går i gang, er det noget andet.

Jeg tror ikke, min familie syntes, jeg var skide hyggelig at holde jul med. Jeg kom direkte hjem og sagde, at der skulle slet ikke snakkes håndbold

Her er hun en leder, der skal styre og dirigere landsholdet med hård hånd. Det falder hende naturligt at have den rolle, og det har det altid gjort. Hvor det præcist kommer fra, ved hun ikke.

»Det, at jeg var så nervøs, tror jeg ikke, mange opdagede, for jeg blev nødt til at skjule det. Jeg skal helst udvise en ro. Lige så snart kampen starter, er jeg ikke nervøs. Det er meget en guidende rolle, jeg har også som målmand. Jeg skal styre forsvaret og sætte krav til medspillerne og prøve at geare dem op. Jeg råber en masse ad dem, og det gjorde jeg også mod Frankrig,« siger Sandra Toft, der er ekstra stolt over, at holdet slog Frankrig på grund af det mentale pres, der lå.

Skal hun sætte tre ord på sig selv, er det 'råbende, passion og vindermentalitet'. Et svar, der falder rimelig prompte.

Men én ting er Sandra Toft på en håndboldbane. For det står i stærk kontrast til, hvordan målvogteren er, når håndboldtøjet ikke er på.

»Der er jeg totalt modsat. Jeg er meget rolig, smilende og grinende,« siger 30-årige Sandra Toft.

Samtidig er hun også en person, der viser, hvordan hun har det. Hun kan komme jublende ud til pressen efter en sejr, ligesom hun kan stille op med tårer i øjnene efter en hård kamp.

»Jeg tror altid, jeg har været som en åben bog. Jeg er ikke flov, og jeg er ikke bleg for at vise mine følelser. Det er også sådan, når jeg er sur, er jeg ekstremt sur. Når jeg er glad, er jeg ekstremt glad. Jeg kan ikke skjule det,« siger Sandra Toft.

Det kunne hun heller ikke under sidste års skuffende EM. En følelse, der nagede hende. Hun stod ikke godt, og Danmark var i problemer.

Sandra Toft under sidste års EM-kamp mod Frankrig. En kamp, hvor Danmark virkelig var på hælene.
Sandra Toft under sidste års EM-kamp mod Frankrig. En kamp, hvor Danmark virkelig var på hælene. Liselotte Sabroe

»Det er et mesterskab, jeg helst ikke vil tænke tilbage på. Jeg følte lidt, da jeg tog derfra, at nogle af de kampe, jeg spillede der, var et lavpunkt. Jeg gik jo fra nogle af kampene med kun en redning stående og et kæmpe nederlag. En ting er, man kan stå dårligt, men hvis holdet ikke taber, lever du jo med det. Når holdet så også bliver kørt rundt i manegen, gør det ekstra ondt som målmand. Jeg lovede mig selv, det ikke skulle ske igen,« siger Sandra Toft, der ved årets VM indtil videre har vundet titlen som 'kampens spiller' tre gange i træk.

Hun husker tydeligt, hvordan hun havde det, da hun stod midt i slutrunden sidste år i Nantes. Det var ikke rart.

»Man er ekstremt skuffet over sig selv. Mange professionelle sportsudøvere er nok deres egen værste kritiker. Det er jeg også. Det var en rigtig kedelig jul,« siger landsholdsmålmanden, som altid kan finde et eller andet, der kan gøres bedre – også efter gode kampe.

Hun lægger ikke skjul på, at hun var i 'ekstremt dårligt humør' og gravede sig lidt ned, inden arbejdshandsken kom på igen, og hun måtte videre.

For det var en hård periode, og mens nogle andre vælger at bruge familie til at sparre med, valgte Sandra Toft noget andet.

»Jeg tror ikke, min familie syntes, jeg var skide hyggelig at holde jul med. Jeg kom direkte hjem og sagde, at der skulle slet ikke snakkes håndbold. Vi kunne sagtens snakke. Bare ikke om det,« husker målvogteren, der dog har taget revanche ved årets slutrunde.

Særligt mod Frankrig havde hun en nøglerolle med mange vigtige redninger, og sammen med landsholdet sendte hun franskmændene ud i VM-mørket. Et folkefærd, hun efterhånden kender godt, for i sommer skiftede hun Team Esbjerg ud med Brest-Bretagne.

Det franske er blevet bedre, men når der er taktikmøder, må hun stadig lige alliere sig med holdkammerater, der taler både fransk og engelsk flydende. Samtidig har flytningen også rykket hende personligt.

Bo Amstrup

»Når du møder nye folk og skal skabe nye relationer med en masse forskellige nationer, skal du give noget af dig selv. Det udvikler du dig også på,« siger Sandra Toft, der på det punkt ikke er typen, der vader ind i folk med træsko på uden for banen.

»Der er jeg jo lidt mere tilbageholdende, så det har været lidt grænseoverskridende. Men det er gået meget godt,« forklarer målvogteren, der bruger sin tid uden for banen med de andre udlændinge, at se Frankrig og så ellers bare slappe af.

Og skiftet har også udviklet hende som målmand.

»Hver gang du tager til en ny klub eller et nyt land, føler du, du skal ned og bevise dit værd. Det gør, at du presser dig selv i alle træninger og kampe. Jeg har en rigtig god stab omkring mig og et mega professionelt setup, der gør, jeg møder ind skadesfri og har spillet meget. Det har en indflydelse,« siger Sandra Toft.