»Jeg troede helt ærligt ikke på, det kunne lade sig gøre. Så var det bare en kæmpe forløsning.«
Smilet på Sandra Tofts læber var ikke til at tage fejl af.
Den danske målvogter leverede endnu en sublim præstation, og den helt store jubel blev foldet ud, da Danmark slog Frankrig ud af VM. Hun troede da på det. Men fordi det netop er verdens-og europamestrene, havde der da sneget sig en lille tvivl ind hos Sandra Toft.
»De smadrede os sidste år (ved EM, red.), og den sad lidt i kroppen på mig. Selvfølgelig troede jeg, det kunne lade sig gøre, men jeg synes ikke, chancerne var så store. Men vi greb dem,« sagde Sandra Toft.
Derfor havde hun efter kampen da også svært ved at tro på det, danskerne lige havde leveret.
»Det er sindssygt. Den havde ingen af os nok set komme. Det var en pragtpræstation. Jeg har de sejeste holdkammerater, og de knokler som svin foran mig,« sagde Sandra Toft efter kampen.
Hun spiller til dagligt i Frankrig, og hun afslørede da også, at hun ser frem til at vende tilbage til sin klub, når VM er slut. For der venter nok lidt hævn.
»Det bliver en fornøjelse,« sagde Sandra Toft med et stort tryk på det sidste ord.
»Nu har jeg hørt på dem hele tiden. Jeg har hørt på hele efteråret, at jeg kommer hjem tidligt, fordi jeg skal spille President's Cup. Karma. Karma!« lød det fra en meget tilfreds dansk målvogter.
Hun tog ikke kun revanche over Frankrig, som sidste år kørte danskerne over ved EM. Hun tog også revanche over sig selv. For sidste år var et tilbagevendende tema de manglende redninger i målet. Her, et år senere, er billedet et andet. For tredje gang i træk blev Sandra Toft kåret til 'kampens spiller'.
»Jeg har knoklet hårdt siden sidste år. Jeg ville ikke hjem med den følelse fra et mesterskab, som jeg gik hjem fra der. Ikke kun resultatsmæssigt, men også min egen præstation. Engang imellem betaler hårdt arbejde sig,« slog Sandra Toft fast, inden hun gik i omklædningsrummet for at få en iskold sejrs-øl.
Danmark skal nu spille mellemrunde ved VM, og her venter Norge på søndag, Holland på mandag og Serbien onsdag. Kampen søndag spilles klokken 12.30, de to andre klokken 10. Du kan følge alle kampe LIVE her på bt.dk.