Der er ikke råd til fejltrin i VM-mellemrunden, hvor det danske hold halter efter fra start.

Efter jubelaftenen mod Frankrig starter det hårde slid på ny for det danske kvindelandshold i håndbold, der søndag tager fat på mellemrunden ved VM i Japan.

Danmark har kun fået et af fire mulige point med fra det indledende gruppespil og halter dermed bagefter fra start. Der er stort set ikke plads til fejltrin i de tre kampe mod Norge, Holland og Serbien.

- Vi er selvfølgelig glade for, at vi har fået en plads i mellemrunden, men samtidig ærgerlige over, at vi står og mangler tre point.

- Det positive er, at det er ret enkelt, hvad der skal foregå: Vi skal vinde alle tre kampe, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Inden mellemrundens start har Holland fire point, Tyskland tre, Norge og Sydkorea to, mens kun Serbien uden point ligger under Danmark i tabellen.

Danmark skal altså besejre Norge søndag eftermiddag dansk tid, hvis det fortsat skal være realistisk at drømme om en af de to øverste pladser, der giver adgang til medaljekampene.

Man skal tilbage til 2012 for at finde den seneste danske slutrundesejr over nordmændene, der altid er et godt bud på en topplacering.

- Det er stort set ligegyldigt, hvad de stiller op med, så er det høj kvalitet. Stærkt forsvar, gode målmænd og en dræbende kontrafase, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Han hæfter sig dog ved, at kampene mod Brasilien og Frankrig har givet det danske hold en opskrift på succes.

- De ting, vi har arbejdet med, virker. Og de virker mod alle.

- Vi ser frem mod en mellemrunde, som vi godt ved bliver svær, men også med stor optimisme. Der er en tro på, at tingene godt kan lade sig gøre, siger Klavs Bruun Jørgensen

Danmarks kamp mod Norge begynder søndag 12.30 dansk tid. Holland venter mandag klokken ti, mens danskerne slutter mod Serbien onsdag klokken ti.

/ritzau/