Han har sagt det både før og under slutrunden. Og Klavs Bruun Jørgensen holder fast.

Kan han ikke flytte landsholdet, skal han ikke være træner.

En udmelding, han kom med inden årets slutrunde, hvor han slog fast overfor Ekstra Bladet, at røg Danmark ud inden mellemrunden, kunne han ikke forestille sig, han ville blive ved som landstræner.

Ord, som han har skullet forholde sig til de sidste dage inden fredagens skæbnebrag mod Frankrig.

»Det har fyldt mindre for mig, end det har gjort for jer (journalister, red.). Det har ikke betydet det helt store. Jeg har taget det meget stille og roligt,« siger landstræneren med et smil efter fredagens sejr, der sendte danskerne i netop mellemrunden.

Havde du gjort alvor af det?

»Det holder jeg stadigvæk fast i. Nu er vi nået så langt i denne her turnering, at nu giver det ikke mening at snakke om,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Hans holdning har dog ikke ændret sig, slår han fast. Og det kommer den heller ikke til.

Jubel på den danske bænk og glæde hos landstræner Klavs Bruun Jørgensen, da sejren er i hus i kampen, i den indledende runde i Gruppe B, mellem Frankrig og Danmark under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, fredag den 6. december 2019.
Jubel på den danske bænk og glæde hos landstræner Klavs Bruun Jørgensen, da sejren er i hus i kampen, i den indledende runde i Gruppe B, mellem Frankrig og Danmark under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, fredag den 6. december 2019. Bo Amstrup

»Jeg vil have det på fuldstændig samme måde, når vi står i den næste turnering. Hvis ikke jeg har en fornemmelse af, at jeg kan flytte det her hold, så skal jeg ikke være her,« siger Klavs Bruun Jørgensen, der har kontrakt indtil 2021.

Men om han kommer til at blive tiden ud er ikke til at sige. For det handler ikke om, at tingene skal være behagelige og nemme for ham. Det skal også fungere.

»Jeg kommer ikke til at sidde og klamre mig til en taburet, bare fordi jeg har en løn og et job, og det er mageligt at kunne sidde hjemme i Virum, og jeg ikke skal flytte til Jylland for at have et eller andet herre-eller kvindetrænerjob. Det kommer aldrig til at være sådan, jeg griber det her job an. Hvis jeg får en fornemmelse af, at spillerne begynder at miste troen, skal jeg heller ikke være der. Det er bare ikke mig,« siger landstræneren.

Sammen med landsholdet skal han søndag møde Norge i mellemrunden.

Kampen bliver spillet klokken 12.30 dansk tid, og dagen efter venter så endnu et brag mod Holland. Onsdag går det så løs mod Serbien, og begge sidstnævnte kampe bliver spillet klokken 10.00 dansk tid.