Om knap halvanden måned sætter Klavs Bruun Jørgensen sig på et fly til Japan.

Og fredag satte håndboldlandstræneren navn på de spillere, der skal med til VM.

Indtil videre har landstræneren udtaget 16 spillere, men senere indkalder han to mere til truppen.

»Vi har haft denne gruppe som en fast stamme omkring landsholdet i et langt stykke tid nu, og her har de overbevist os om, at de er de bedste til at løse opgaven. Vi er meget tilfredse med det, vi har set i de seneste landsholdssamlinger, og ikke mindst den udvikling de her 16 spillere har været igennem over en lang periode,« siger Klavs Bruun Jørgen i en pressemeddelelse.

I truppen er der mange af de velkendte navne, men et mangler, og det er profilen Fie Woller.

Hun har været igennem en hård periode med en skade og har kæmpet for at blive klar. Tilbage i september fortalte Klavs Bruun Jørgensen til B.T., at Fie Woller kæmpede mod tiden, men at hun godt kunne nå at komme med.

»Det kan hun godt, for hun kender alle tingene i forvejen, så det er der ingen tvivl om. Men der er også skarp konkurrence på den plads,« sagde landstræneren med henvisning til Freja Cohrt og Lærke Nolsøe.

Og indtil videre er Fie Woller altså ikke iblandt de 16, der skal med til Japan - dog er der ikke helt lukket, da der jo stadig er to pladser.

Fie Woller er - indtil videre - ikke med i årets trup til VM.
Fie Woller er - indtil videre - ikke med i årets trup til VM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Årets slutrunde finder sted i Kumamoto, og der venter Danmark en yderst svær pulje fra start.

For Klavs Bruun Jørgensens mandskab møder Australien, Sydkorea, Tyskland, Brasilien og Frankrig i de første fem kampe inden en eventuel mellemrunde.

Går Danmark videre, er det formentlig Serbien, Holland og Norge, der venter. Et hårdt program, og Klavs Bruun Jørgensen har da heller ikke lagt skjul på, at det langtfra bliver let.

»En ting er at komme videre som treer, men du skal helst også have point med over, for ellers ser det svært ud allerede der. Vi ved, vi skal være klar i alle kampe for overhovedet at komme videre. Og så ved vi, at det er vigtigt at få point med over. Selv sidste kamp mod Frankrig kan være sindssygt afgørende for, hvordan resten af VM forløber,« fortalte landstræneren i slutningen af september til B.T..

Her lød det også, at landsholdet tager tidligt afsted til Japan, da man har valgt at prioritere at tilvænne sig - særligt tidsforskellen - frem for at blive i Europa og eventuelt tage nogle træningskampe.

Danmarks første VM-kamp er den 30. november, og landsholdet starter mod Australien.

Det danske landshold mødes i København mandag den 18. november, inden rejsen går til japanske Okinawa.

Efter nogle dage går turen så videre til Kumamoto, hvor slutrunden finder sted.