Årets VM-slutrunde bliver uden en af landsholdets helt store profiler.

Klavs Bruun Jørgensen har nemlig valgt ikke at udtage venstrefløjen, Fie Woller.

»Jeg har udtaget to andre venstrefløje, så som udgangspunkt bliver hun ikke udtaget,« siger landstræner Klavs Bruun til B.T. Sport, inden han fortsætter:

»Hun er klar til at spille, og jeg har snakket med hende. Fie har været lidt ude, og Lærke (Nolsøe red.) og Freja (Cohrt red.) har været med de sidste to samlinger. De har gjort det rigtig fint. Derfor får de muligheden for at dække den plads af denne her gang. Men det betyder ikke, at Fie Woller er ude af landsholdsoptikken overhovedet, der vil bare være stor kamp om pladsen fremadrettet.«

FIe Woller under sidste års EM i Frankrig.
FIe Woller under sidste års EM i Frankrig. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Klavs Bruun har mulighed for at efterudtage to spillere til VM i Japan, men Fie Woller er ikke i betragtning til en af de to pladser.

»Det vil være at skyde sig selv i foden at tage en venstrefløj med som garderingsspiller, når man har to venstrefløje på holdet i forvejen. Det har været et helt naturligt valg at tage Lærke og Freja med.«

Ifølge Klavs Bruun tog Fie Woller beskeden pænt, selvom hun selvfølgelig havde håbet, at hun skulle med.

»Som alle andre der stod i samme situation, så var hun ked af, at hun denne gang blev fravalgt, men hun var også meget fattet, og hun ønskede os al held og lykke til slutrunden,« siger landstræneren om Woller, der var med ved EM i Nantes sidste år.

Klavs Bruun Jørgensen.
Klavs Bruun Jørgensen. Foto: LOIC VENANCE
Vis mere

»Hun fik også besked om, at det her ikke betød, at hun var færdig på landsholdet. Jeg er heller ikke nervøs for, at hvis Lærke eller Freja skulle blive skadet, at jeg kan kalde hende ind,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Danmark er endt i en svær gruppe ved VM, men landstræneren er ved godt mod, inden slutrunden starter:

»Det er en svær gruppe og en svær mellemgruppe. Men jeg tror på, at vi kan præstere rigtig godt, og så starter vi med at gå efter top syv, da det giver en mulighed for en OL-kvalifikation. Jeg stiller dog ikke op til en slutrunde uden at gå efter at blive verdensmester. Hvis vi kan stille med stærkeste hold hver gang, så har vi en chance mod alle nationer.«

Der er stadig to pladser på højkant til VM, og de fleste har en chance, hvis man spørger landstræneren:

»Den ene bliver højst sandsynligt en målmand, og den anden bliver en markspiller. Alle vil være i betrækning, men specielt dem der har været inde omkring landsholdet det sidste år. Det afhænger af, om vi får en skade, og hvem der eventuelt bliver skadet,« slutter landstræneren.

Han og landsholdet samles den 18. november, hvor de skal være et par dage i Danmark.

Herefter går turen til Japan, og holdet har prioriteret at rejse et godt stykke tid før - for blandt andet at vænne sig til tidsforskellen - fremfor at blive i Europa og spille træningskampe.

B.T. Sport jagter en kommentar fra Fie Woller.