Hun var en del af en gruppe, der nærmest blev et fænomen.
Og Conny Hamann-Boeriths husker også tilbage på tiden med 'De Jernhårde Ladies' med store smil.
»Det var en fantastisk tid med en masse dejlige piger. Det er dem, jeg husker tilbage på. Det var sammenholdet, der var helt fantastisk, og krydret med, at vi vandt en masse kampe og fik stor succes, var selvfølgelig også fantastisk.«
Sådan fortæller den tidligere landsholdsstjerne til B.T. inden årets VM-slutrunde, der finder sted fra slutningen af november. Samtidig er det også 25 år siden, at hun sammen med landsholdet vandt EM-guld i Tyskland, og netop det er hendes bedste minde.
»Rent egoistisk er det EM, hvor jeg også fik lov til at være en vigtig del af holdet rent spillemæssigt. Vi vandt guld i Berlin. Der var så meget drama, Anja fik rødt kort, vi andre stod sammen, og så bankede vi tyskerne ud af banen. Den blev stormet af alle danskerne, der var dernede,« husker Conny Hamann-Boeriths.
Netop det at få lov at være med kæmpede hun for. Året forinden, ved VM i 1993, måtte hun se størstedelen af slutrunden fra sidelinjen. En oplevelse, hun ikke husker tilbage på med glæde, og samtidig var det i en periode, hvor der for alvor var kommet opmærksomhed omkring landsholdet.
»Jeg blev bare filmet ufatteligt meget. Jeg sad altid over, og det var jo så sødt, jeg sad der og klappede og heppede på de andre. Og det var faktisk mega hårdt at være på som søde Conny, der sammen med Anne Dorthe (Tanderup, red.) sad og var opbakkende, for man er jo en del af holdet,« siger Conny Hamann-Boeriths.
Hun havde taget fri fra arbejdet for at være med, og da hun vendte hjem til børnehaven, var det med en sølvmedalje om halsen. En medalje, hun blev hyldet for, og det gjorde hende flov. For Conny Hamann-Boeriths følte ikke, hun havde været en del af det, og derfor tog hun beslutningen om at gribe telefonen og taste Ulrik Wilbeks nummer.
»Der var jeg i en ren personlighedskrise. Jeg ringede også til Ulrik og sagde, at det ikke gik. Der havde vi kendt hinanden i mange år. Jeg magtede ikke at have den rolle længere. Jeg begyndte at få hjemve, når jeg var af sted, og det er jo, fordi man ikke er tryg. Det havde ikke noget med Ulrik og pigerne at gøre, men jeg spillede ikke, og det var det, jeg var der for,« siger Conny Hamann-Boeriths, der tidligere har fortalt om den situation.
I selve kamp-øjeblikket fyldte det ikke meget. Det var en del af gamet, og presseopbuddet blev større og større.
»Det gik så ekstremt hurtigt. Det var også lidt flatterende, at der sad nogen, der gad filme en. Når man lukkede dørene, ville man ikke kendes for det. Man ville kendes for den, der giver den gas på banen. Når man var derude, var det bare sådan, men bagefter kunne man sidde og være ked af det,« forklarer Conny Hamann-Boeriths.
Samtalen, hun tog med Ulrik Wilbek, ændrede dog tingene, for han ville også gerne have hende med. De skulle blot finde den rigtige rolle til hende. Derfor blev hun præsenteret som en slags ny spiller, der fik en jokerrolle. Pludselig var hun med, og det betalte sig at stille landstræneren det ultimatum, selvom det ikke var helt let.
»Med Ulrik får du altid det ærlige svar. Jeg har også altid været meget ærlig. Var jeg utilfreds, sagde jeg det. For ham var det ikke en overraskelse. Vi blev hurtigt enige. Ulrik var jo ikke altid den nemmeste – jeg har den dybeste respekt for ham – men han havde jo så meget temperament, så man kunne godt være en smule bange for ham. Men når man havde ham på tomandshånd, var han jo rigtig fin at snakke med,« siger Conny Hamann-Boeriths, der fik spillet sig tilbage på et hold, der blev – og nærmest stadig er – kult.
De jernhårde ladies kender mange, og opskriften var egentlig simpel. Ulrik Wilbek i spidsen satte rammerne for spillerne, der havde stor respekt for og accept af hinanden.
Der var en forståelse for, at den enes skade gav den anden chancen. Det var ikke personligt. De havde desuden 'verdens bedste Anja', der tryllebandt nationen, og så var der sammenhold.
»Jeg kunne faktisk lide alle. Når vi var på banen eller til træning, kunne vi godt give hinanden blå øjne. Der blev gået til den. Men det vidste man skulle til, for at man var bedst. Der var Ulrik også enormt skarp på at sætte tingene op, så vi vidste, hvad retning vi skulle gå,« siger Conny Hamann-Boeriths.
