Conny Hamann-Boeriths var en del af det danske landshold, der i starten af 1990'erne kickstartede en sand håndbold-eufori landet over.
Den fodrappe allrounder nåede en flot karriere og var med til store guld-triumfer ved OL og EM.
Der er dog lidt malurt i bægeret, når hun i dag kigger tilbage på sin landsholdstid under Ulrik Wilbek.
Mindet om sølvmedaljen ved VM i 1993, hvor Conny Hamann-Boeriths for det meste måtte nøjes med at kigge på, nager hende stadig. Især den efterfølgende hyldest hjemme i Danmark var bittersød.
»Jeg arbejdede i en børnehave, og alle de her små, lækre unger står og flager for mig og hylder mig som en helt. Jeg synes simpelthen, det var så maks. pinligt at komme hjem og blive hyldet på den måde, for jeg følte virkelig ikke, at det var min medalje,« fortæller Conny Hamann-Boeriths i et større interview med TV2.
Faktisk var oplevelsen ved VM-slutrunden så nedslående for den fynske spiller, at hun efterfølgende var klar til at droppe landsholdskarrieren - medmindre hun fik mere spilletid.
»Efter VM i 1993 ringer jeg faktisk til ham (Ulrik Wilbek, red.) og siger: 'Prøv at høre', Ulrik. Jeg magter ikke det her'.«
Men så galt gik det ikke. Hun og landstræneren blev enige om, at hun fremover ikke skulle udtages udelukkende som fløjspiller - men i stedet som en spiller, der kunne bruges på mange forskellige positioner. Og det overbeviste Conny Hamann Boeriths til at fortsætte hos de 'jernhårde ladies'.
