Håndboldkarrieren har sat sine spor hos Anne Dorthe Tanderup, der før har fortalt, hvordan hun stadig har smerter.

Det har hun i en sådan grad, at hendes knæ er meget slidt. Hun kan få en stor operation, men den vil hun egentlig gerne styre udenom i første omgang.

»De skader, jeg pådrog mig, har ført til slidgigt, smerter og en vis indskrænkelse af min mobilitet. Ideelt set skulle jeg have et nyt knæ, men sådan et skal skiftes hvert 10. år, og det kan man maksimalt gøre tre gange. I praksis fører det regnestykke frem til et facit, hvor jeg meget vel kan havne i en kørestol, og det vil jeg selvfølgelig helst undgå,« fortæller 48-årige Anne Dorthe Tanderup, der for 10 år siden uddannede sig til kostvejleder, til 'Hendes Verden'.

Hun var en del af de såkaldte 'jernhårde ladies', der op gennem 90'erne blev megastjerner i Danmark på grund af de store triumfer.

Anne Dorthe Tanderup (tv.) måtte stoppe sin karriere som 26-årig.
Anne Dorthe Tanderup (tv.) måtte stoppe sin karriere som 26-årig. ERNST VAN NORDE

Sideløbende med VM-, OL-, og EM-guld fik Anne Dorthe Tanderup et væld af skader. Særligt knæene har medført store problemer.

Menisken i det venstre knæ røg en enkelt gang, og korsbåndet røg tre gange i højre – senest blev hun opereret i det for fire år siden, og hun ønsker altså ikke lige nu at få knæet skiftet ud.

I stedet har hun stort fokus på blandt andet mad og olier. Noget, der hjælper hende meget i hverdagen, og derfor er hun også meget opmærksom på, hvad hun spiser. Grønt, hvidt kød, fisk, det sunde fedt. Blandt andet.

Samtidig betyder gigten også, at hun ikke bare kan dyrke den motion, hun vil. Der er hun begrænset.

Anne Dorthe Tanderup har siden 2009 været gift med Bjarne Riis, som hun mødte i 1996.
Anne Dorthe Tanderup har siden 2009 været gift med Bjarne Riis, som hun mødte i 1996. Nils Meilvang

Og det er i den grad slut med sporten, som hun ellers elsker så højt, men også måtte trække sig fra allerede som 26-årig, fordi hun ikke ønskede at blive ved med at spille med smerter.

Hun har dog fået øjnene op for en anden – men i familien yderst velkendt – sport.

»Med slidgigt i knæene er jeg nødt til at være selektiv omkring motion. Jeg kommer aldrig til at spille håndbold igen – ikke engang for sjov, men til gengæld er jeg blevet bidt af at cykle. Med tanke på, hvem jeg er gift med, er det nok ingen overraskelse,« siger Anne Dorthe Tanderup, der siden 2009 har været gift med Bjarne Riis.

De to mødtes ved OL tilbage i 1996, og de har fire børn sammen.