Selvom man som barn af et vaskeægte sportspar har de helt rette gener, så står det ikke skrevet i sten, at man ender på samme høje niveau.

Det gør sig blandt andet gældende for Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis' fire sønner, der i dag bor i Schweiz sammen med deres succesfulde forældre.

Drengene på henholdsvis 18, 16, 15 og 10 år har nemlig endnu ikke formået at drive nær lige så langt som deres mor og far, og det ærgrer sportsparret sig over.

»Bjarne og jeg var enige om, at vores børn ikke skulle presses ud i elitesport. Det skulle de selv finde frem til, om det var noget for dem eller ej. Set i bakspejlet har vi begge to fortrudt den overbevisning, vi havde dengang,« fortæller Anne Dorthe Tanderup Tanderup i podcasten Kinghooper og fortsætter:

Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis under Tour de France i 2014.
Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis under Tour de France i 2014. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi gjorde, hvad vi havde lyst til, da vi var unge, og der er ingen, der har presset os ud i noget, men i dag hvis du vil være god til noget, så er du nødt til at starte, når du ikke er ret gammel.«

Den i dag 48-årige Tanderup er faktisk af den klare overbevisning, at sønnerne ville have endt som bedre atleter, hvis de var kommet ind i et elitemiljø tidligere, end de gjorde.

»De er stadig superdygtige til mange ting, men om de nogensinde bliver så gode, som de gerne vil og ønsker, det er ikke sikkert,« siger hun.

Parret har dog i nogle år været klar over, hvor vigtigt det er at komme i gang med en sport tidligt, og derfor kom deres yngste søn, der i dag er 10, allerede som femårig ind i et elitemiljø. Han spiller i dag fodbold.

Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Det samme gjorde de to mellemste sønner, men til deres mors store utilfredshed lagde de støvlerne på hylden i sommer, forklarer hun.

Den ældste søn er gået i en noget anden retning og er alpin skiløber.

Bjarne Riis har fra sit tidligere forhold med Mette Nybo Riis også to sønner, Thomas og Jesper, der begge har begået sig på cyklen uden dog at være tæt på deres fars niveau.

Det var ved OL i Atlanta i 1996, at håndbolddarlingen Anne Dorthe Tanderup og cykelstjernen Bjarne Riis fandt sammen.

Tanderup nåede at kalde sig både OL-guldvinder, verdensmester og europamester, inden hun som blot 25-årig måtte stoppe karrieren som følge af en alvorlig knæskade.

Bjarne Riis var i 1996 Danmarks helt store stjerne som vinder af Tour de France og kørte som aktiv cykelrytter frem til 2000. Syv år senere indrømmede han, at han havde taget doping i en stor del af hans karriere.