Der er vaskeægte håndboldfeber i det danske land.

For selvom der er nok at tænde fjernsynet for i denne tid, så kan hverken 'Vild med dans' eller de to julekalendere på DR1 og TV 2 hamle op med de danske håndboldkvinder.

Det viser de seneste seertal fra Kantar Group.

Der var således hele 1.222.000 i snit, der så med, da Danmark søndag aften gav Spanien bøllebank i Herning, og kampen, der blev sendt på TV 2, blev dermed det mest sete program i uge 50.

Håndboldkvinderne er populære hjemme i de danske stuer.
Håndboldkvinderne er populære hjemme i de danske stuer. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mindre imponerende bliver det ikke af, at kanalen havde en seerandel på hele 58 procent under kampen, og tallet toppede, da hele 1.363.000 danskere havde håndbold på skærmen.

Det kan selv ikke 'Vild med dans' slå, der lørdag aften tiltrak 1.084.000 seere og gjorde programmet til det næstmest sete i den forgange uge.

Danmarks to øvrige kampe i denne uge mod henholdsvis Frankrig og Sverige er også at finde på ugens top-5 over de mest sete programmer.

De havde begge over én million seere, og dermed havde alle tre EM-opgør også flere seere end de to julekalendere 'Julefeber' DR1 og 'Juleønsket' på TV 2, som følger efter på listen.

Og mon ikke TV 2 satser på, at endnu flere vil tune ind på kanalen, når Danmark tirsdag møder Rusland i den sidste kamp i mellemrunden.

Jesper Jensens tropper er således pisket til sejr, hvis de vil opnå drømmen om en semifinaleplads, og der er dermed lagt op til massiv spænding, når Sandra Toft og resten af håndboldkvinderne skal forsøge at sætte de stærke russere på plads.

Kampen mellem Danmark og Rusland spilles tirsdag klokken 20.30, og du kan følge det lige her på bt.dk.