»Det har længe været et ønske fra min side. Jeg synes, jeg har gjort mit.«

Midt i stormen smider hun bomben. Pressemødet bliver endnu et stykke dansk sportshistorie.

Først undskylder hun for sin opførsel, dernæst kommer beslutningen, få havde set komme.

Anja Andersen er ikke Slagelse-træner efter 2007.

Over tre kapitler udfolder B.T. en unik periode i dansk håndbold, hvor Slagelse Dream Team sprænger rammerne på godt og ondt for dansk håndbold. Du kan læse de første to kapitler her - kapitel 1 og kapitel 2.

Et rødt kort og en udvandring fra Slagelse og Andersen i Aalborg bliver et vendepunkt i projektet. Et slutpunkt.

Nu vil Anja Andersen mest koncentrere sig om Champions League. Det lader til at virke, for den tredje – og sidste – europæiske titel kommer i land året efter.

Men Andersen og makkeren Brian Mollerup har pønset på en plan. De vil væk fra Slagelse. Der er ambitioner om mere. Meget mere. Man vil tættere på København. Der skal findes nye penge til at føre projektet videre. Tidligere har Andersen drømt om tanken om en privatliga, men nu er det en anden idé, der tager fart.

Champions League-trofæet er i hus. Her i finalen mod Lada.
Champions League-trofæet er i hus. Her i finalen mod Lada. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Et tæt samarbejde med Roskilde Håndbold bliver indledt. Samme klub, man havde i sigte, inden valget faldt på Slagelse ved årtusindeskiftet.

Samarbejdet med Roskilde Håndbold bliver tæt. Måske lidt for tæt, hvis man spørger Dansk Håndbold Forbund.

Brian Mollerup bliver eliteudvalgsformand i Roskilde samtidig med sit engagement i Slagelse, og det huer ikke forbundet.

Også selskabet Roskilde DT (Dream Team, red.) A/S oprettes, hvor Anja Andersen indtræder i bestyrelsen. Blandt andet sammen med sin mor, Vivi.  Alt peger på en flytning af projektet til Roskilde.

Forholdet mellem de to klubber skaber da også problemer, da Roskildes 2. divisionsdamer bliver taberdømt i to kampe, fordi de har gjort brug af to Slagelse-spillere, der ikke er spilleberettiget.

Spillere fra Slagelse lånes jævnligt ud til Roskilde, der også får Anja Andersens assistenttræner Peter Bruun Jørgensen som træner.

I sidste ende falder det hele til jorden. Anja Andersen bliver i Slagelse. For nu.

»Både Anja og Brian havde set, at det kunne være svært på længere sigt at blive ved med at skaffe midler i en provinsby som Slagelse. Man kiggede sig om at komme tættere på København via Roskilde. Vi indledte et samarbejde, men det gik ikke, som vi havde håbet,« husker daværende formand Bjarne Stenbæk.

Anja Andersen i sin FCK-tid.
Anja Andersen i sin FCK-tid. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Brian Mollerup husker selv, at han og Anja Andersen havde en klar aftale om projektet i Slagelse.

»Anja og jeg havde det sådan, at vi var sammen om det, og hvis en af os stod af, så stod vi begge af. Det var sådan, vi håndterede det,« siger han.

Midt i Andersens afskedssæson kommer der en afklaring på hendes fremtid. Inde i København står FCK-bossen Flemming Østergaard klar med åbne arme.

Det bliver hendes næste skridt. Projektet flytter til København. Der tilbringer hun de næste to år frem til 2010, inden hun trækker stikket.

Spørger man Bjarne Stenbæk i dag, har han et godt bud på, hvorfor gassen gik af ballonen efter otte år på toppen i Slagelse.

Udover finanskrisens indtog i 00erne døde den magiske historie om Slagelse, der vandt alt.

»Historien var ikke så interessant længere, og der var ikke de samme seertal i det. Alle hold vidste, vi kunne slå dem. Det var svært at blive ved. Vi vandt Champions League tre gange. Hvad er det næste så? Selve fortællingen var ikke så sjov, som da et 2. divisionshold sagde, at man inden for tre år ville være verdens bedste. Det tog så også fire år,« griner han og fortsætter:

»Og så kneb det med at skaffe penge nok til det, vi ville. Ideen med projektet var ikke, at vi skulle ligge nummer fem i ligaen. Det var ligegyldigt, for vi ville være verdens bedste. Men vi kunne ikke skaffe penge nok. KMD, en af vores store sponsorer, sagde dengang, at de havde fået den eksponering, de søgte. Hvis det skulle blive ved, skulle vi spille i København,« husker Stenbæk. 

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det, der startede som et opkald til Stenbæk tilbage i 1999, endte med tre historiske Champions League-titler, tre danske mesterskaber, en pokaltitel og en EHF Cup-triumf.

»Det var noget folk troede var umuligt. Jeg er stolt over at have været en del af det. Vi havde det sjovt med et fantastisk sammenhold,« mindes Stenbæk med glæde.

Mollerup tror ikke, at et lignende projekt vil se dagens lys igen.

»Man skal aldrig sige aldrig, men jeg er ikke sikker på, vi ser et lignende projekt igen. Det kan da lade sig gøre, men jeg tror det bare ikke. Der er én Anja Andersen, der er ikke to. Og så var der en del af de spillere, der kun er meget få af,« siger han og tilføjer:

»Det var en helt fantastisk tid, jeg ikke vil være foruden. Vi fik rykket nogle hegnspæle, og vi har da for nogen været inspirator for eftertiden. Det er jeg ikke i tvivl om.«

Efter Anja Andersens exit rasler Slagelse ned gennem rækkerne. Magien er væk, og i 2013 går klubben konkurs. I dag spiller klubben i landets fjerdebedste række, 3. division.

Men historien om Slagelse Dream Team glemmer de aldrig på de kanter. På godt og ondt. Triumferne, nedturen, galskaben. Pladsen i historiebøgerne kan ingen tage fra dem. Dengang en dansk provinsby var verdens bedste.

Anja Andersen har ikke ønsket at medvirke i denne fortælling.