‘Sidder du ned?' ‘Hvad ville du sige til, at Anja Andersen kom til Slagelse?’

Ordene glemmer Bjarne Stenbæk aldrig, da han besvarer det skæbnesvangre opkald i efteråret 1999.

Det, han tror er en dårlig spøg, skal vise sig at blive begyndelsen på et stykke dansk sportshistorie.

Her går en lille provinsklub fra 2. division til at blive verdens bedste håndboldhold anført af en af historiens største håndboldnavne, Anja Andersen. Det hele sker på blot fire år.

Et inferno rammer dansk håndbold. Stjernenavne som Bojana Popovic, Mia Hundvin, Camilla Andersen, Ausra Fridrikas og mange flere kommer til at spille for klubben, der skriver historie og som den første danske klub vinder Champions League i 2004.

Anja Andersen skaber over en årrække en unik vinderkultur, mens hun også stjæler overskrifterne i aviserne. Hun er ikke bleg for at give dommeren fingeren, hun skaber mode med sin T-shirt påtrykt 'Fuck janteloven'. Alle danskere taler om hende og Slagelse.

Over tre kapitler udfolder B.T. en unik periode i dansk håndbold.

Her skal vi tilbage til det øjeblik, Stenbæks telefon ringer.

Slagelse vandt Champions League hele tre gange med Anja Andersen.
Slagelse vandt Champions League hele tre gange med Anja Andersen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

For det er her, fortællingen om Slagelse Dream Team og Anja Andersen tager sit udspring. Dengang i 1999 er Stenbæk formand for Slagelse FH, der frister en middelmådig tilværelse i landets tredjebedste række.

Men det skal komme til at ændre sig markant.

Anja Andersen har stoppet sin aktive karriere på grund af sine hjerteproblemer, og en drøm om at blive træner vokser i hendes hoved. Slagelse-træner Jes Christensen ser en mulighed. Han rækker ud til Andersen, der i første omgang har forsøgt sig hos ROAR i Roskilde.

Og så ringer Stenbæks telefon.

»Jeg troede, han tog pis på mig, men det stod hurtigt klart, at den var god nok. Og så tog det fart,« husker Stenbæk i dag.

Fra begyndelsen gør Andersen det tydeligt, at hun skal have markant indflydelse i den lille håndboldklub. Og det får hun. Nøglerne til butikken bliver overdraget til håndboldstjernen, der lover succes i historisk skala. Med sig har hun den daværende Spar-direktør Brian Mollerup.

De har lært hinanden at kende via Spars sponsorat af VM i 1999.

Mollerup er mere end lydhør, da Anja Andersen præsenterer ham for det ambitiøse projekt.

»Vi havde gjort os helt klart, at vi skulle skabe noget unikt. Vi satte barren højt. Man kan ikke sætte den højere. Vi ville lave verdens bedste håndboldhold. Det var dét, vi gjorde. Om man vil det eller ej,« siger Mollerup til B.T.

»Vi turde sige målene højt og lægge den plan, der skulle til. Og at vi havde så karismatisk og dygtig en frontfigur som Anja var en kæmpe styrke,« fortsætter han.

Mollerup sælger ideen om Andersens projekt, der døbes Dream Team, til Spar. Den køber de og kaster sig ind i satsningen som storsponsor. At valget falder på netop Slagelse, er ingen tilfældighed.

Man vil tage kampen op mod de jyske klubber, der dengang dominerer sporten, og derfor vælger man Sjælland, hvor der er mulighed for vækst.

Anja Andersen og Bjarne Stenbæk i 2000.
Anja Andersen og Bjarne Stenbæk i 2000. Foto: SØREN STEFFEN
Vis mere

Og vækstet bliver der. Anja Andersens navn skal ikke nævnes mange gange, før sponsorer står klar til at spytte penge i kassen. Interessen er massiv.

Klubbens spinkle omsætning på 900.000 vokser stødt gennem årene og topper med en indtjening på et tocifret millionbeløb.

»Vi fik et boost af en anden verden. På grund af Anja var der rigtig mange dygtige spillere, der ville spille hos os. Og mange sponsorer, der ville være med,« siger Bjarne Stenbæk.

I 2000 starter Andersen officielt sit eventyr i Slagelse. Projektets tårnhøje ambitioner vækker hovedrysten i medierne – det er ikke alle, der køber ideen om, at verdens bedste håndboldhold kan vokse i en sjællandsk provinsby.

Ligesom i sin spillerkarriere viste Anja Andersen tit dommeren sin klare holdning.
Ligesom i sin spillerkarriere viste Anja Andersen tit dommeren sin klare holdning. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Forude venter en vej spækket med sportslig succes, men det er ikke uden slinger i valsen. Det erfarer Bjarne Stenbæk selv, da holdet tager hul på livet i 1. division.

I et opgør mod Holbæk fører Slagelse med hele 18 mål, men dommeren snyder Anja Andersens tropper for et straffekast. Og det bliver ikke forbigået i stilhed fra cheftræneren.

»Anja gav ham fingeren og fik rødt kort. Jeg tænkte: 'Det bliver fandeme en lang vagt, hvis hun får rødt kort, når vi fører stort'. Jeg spurgte hende efter kampen, hvorfor hun gjorde det. Det var jo lige meget, tænkte jeg. Hun så på mig meget vredt: 'Det skal jeg fandeme fortælle dig, Bjarne, i håndbold er intet lige meget!'« griner han og tilføjer:

»Det var den indstilling, der bragte hende langt og sommetider var hendes modstander.«

Ude i horisonten venter historiske resultater, men det samme gør kontroverserne.

Læs det næste kapitel af historien om Slagelse Dream Team her hos B.T.

Anja Andersen har ikke ønsket at medvirke i denne fortælling.