Hun tog sin sko af efter kampen mod Ungarn, og så begyndte Mie Højlund faktisk at frygte det værste i løbet af den næste dag.

»Den første dag frygtede jeg, det ville koste mig turneringen,« sagde den 24-årige danske stjerne efter storsejren på 32-16 over Tyskland ved årets VM.

Den danske playmaker måtte sidde over kampen mod Tjekkiet, fordi foden skulle have ro som følge af en lidt bizar skade.

Årsagen til den var, at hendes hud under foden har været belastet, da hun har haft nogle vabler, og under kampen mod Ungarn gik det så galt.

Huden sprækkede, hvilket resulterede i to store flænger på trædepuden, og hun har skullet lave så lidt som muligt, så det kunne hele samtidig med, at de i landsholdslejren skulle sikre, der ikke gik betændelse i foden.

»Den første dag kunne jeg slet ikke støtte på den,« sagde Mie Højlund, der også fortæller, at hun efter et styrkepas dagen efter kampen mod Ungarn nok fik revet flængen yderligere op.

»Althea (Reinhardt, red.) synes godt nok, jeg peb i løbet af dagen, fordi jeg ikke kunne støtte på foden. Hun sagde: 'Er det ikke bare en vabel? Kom lige over det'. Så var huden altså sprækket,« lød det fra danske stjerne, der dog ved hjælp af staben er ved godt mod og ikke synderligt ramt.

Hun kunne dog godt mærke, foden brokkede sig en smule efter kampen mod Tyskland, men generelt er det helet fint, fortalte hun.

Kathrine Heindahl og Mie Højlund efter VM kampen mellem Danmark-Tyskland i Granollers , søndag den 12 december 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Kathrine Heindahl og Mie Højlund efter VM kampen mellem Danmark-Tyskland i Granollers , søndag den 12 december 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

»Det går meget bedre, end jeg havde frygtet. Den er godt øm nu, men den har reageret meget bedre, end jeg havde turdet håbe på,« sagde Mie Højlund, der dog var en smule nervøs for at tage sko og tape af efter kampen, fortalte hun med et smil.

Den danske stjerne understregede dog, at hun er sikker på, det 'nok skal gå fint'. På hviledagene skal hun ligge med benet oppe, og så håber de på, hun er klar til hver kamp fra nu af.

Hun jublede selvfølgelig også over den danske sejr, og hvordan landsholdet igen-igen-igen kørte en modstander over.

»Det er helt fantastisk. Vores tank er fyldt med selvtillid. Jeg tror ikke, vi kunne få en bedre følelse frem mod kvartfinalen, end den vi har fået i dag. Vi er mega lettede og mega stolte,« sagde Mie Højlund.

Sammen med resten af landsholdet skal hun tirsdag spille kvartfinale. Her er det Brasilien, der venter i hallen i Granollers.