Den danske landsholdsspiller Louise Burgaard har mandag aften delt en glædelig nyhed. Hun skal giftes.

Det opyser hun på sin Instagram-profil, hvor hun sætter ord på, hvordan hun reagerede, da hendes kæreste, Andreas Vinter, gik på knæ.

'Jeg sagde ja. Eller jeg blev faktisk mundlam og gik med ned på knæ. Jeg havde drømt om det øjeblik, nærmest lige siden vi mødtes første gang, men det er åbenbart umuligt at forudse, hvordan man reagerer, når det så sker. Vi skal giftes. Jeg skal være Andreas' kone. Det er meget voksent. Men fuldstændig rigtigt,' skriver hun og fortsætter:

'Dres, du gør mig glad hver eneste dag, og jeg glæder mig til resten af livet som din frue. Og hold kæææft, et bryllup vi skal holde.' Se opslaget i bunden af artiklen.

28-årige Louise Burgaard spiller i klubben Metz i den bedste franske række.

En klub, hun skiftede til i sommeren 2019, efter hun forinden havde optrådt for danske Herning-Ikast Håndbold. Det var også i 2019, at hun mødte sin nu kommende mand.

»Det har været helt fantastisk, faktisk. Han har været mega god til at rejse frem og tilbage. Vi mødte hinanden en måned inden, jeg skulle til Frankrig at spille, så det har bare været præmissen hele vores forhold igennem. Og der har han været pissegod. Jeg er bare stadig helt forelsket, det er meget godt,« sagde Louise Burgaard til Billed-Bladet sidste år.

Louise Burgaard er en af de mere rutinerede kræfter på det danske landshold og står noteret for 122 kampe og 250 mål.

Hun var også med, da de danske håndbolddamer spillede EM i december, hvor det hele sluttede med et skuffende nederlag til Kroatien i EM-bronzekampen.