Den japanske tennisspiller Naomi Osaka er for alvor blevet en verdensstjerne inden for de seneste par år.

Siden hun i 2018 sikrede sig sin første grand slam-titel ved at vinde US Open, har hun tilføjet tre yderligere grand slam-sejre til cv'et, og det har også fået succesen til at brage afsted uden for banen.

Kigger vi bare på 2021, har den blot 23-årige atlet landet flere store modeaftaler, lavet en Netflix-dokumentar og fået lavet en Barbie af sig selv – og nu har hun nået en ny milepæl.

Naomi Osaka er således på forsiden af 2021-udgaven af det ikoniske magasin Sports Illustrated Swimsuit og så endda som den første sorte atlet nogensinde.

Foto: Yu Tsai/Sports Illustrated
Vis mere

»Der er ingen tvivl om, at Naomi er en af de bedste atleter i verden, og en plads på forsiden var åbenlys. Hun har brugt sine første år på at samle titler og skal nu til OL. Men vi fejrer Naomi for hendes passion, styrke og magt, der er rettet mod konsekvens at bryde barrierer, når det kommer til lighed, social retfærdighed og mental sundhed,« udtaler Sports Illustrateds Swimsuit-redaktør, MJ Day.

Osaka pryder forsiden sammen med rapperen Megan Thee Stallion og skuespilleren Leyna Bloom.

De to er henholdsvis den første rapper og den første transkønnede til at lande en forside på det ikoniske magasin.

»Hvis der er én ting, vores modeller har tilfælles, så er det, at de ikke har én ting tilfælles. De ser forskellige ud, har forskellige opdagelser, forskellige passioner og inspirationer. Men de er hver især en påmindelse om, at skønhed kommer i mange former,« fortsætter MJ Day.

Der er også en enkelt dansk model med i årets udgave af Sports Illustrated i form af supermodellen Josephine Skriver.

Tidligere har Caroline Wozniacki i tre år i træk også kunnet findes i det berømte magasin.

Naomi Osaka vakte senest stor opsigt, da hun forud for grand slam-turneringen French Open meddelte, at hun ville gå imod reglerne og boykotte pressen.

Det førte i første omgang til en bøde og en mulig udelukkelse, men den kom hun hurtigt i forkøbet, da hun til stor overraskelse valgte at trække sig fra turneringen.

»Selvom tennispressen altid har været flink over for mig, så er det ikke naturligt for mig at tale offentligt, og jeg bliver ramt af voldsomme bølger af angst, når jeg skal tale med verdenspressen. Så her i Paris var jeg i forvejen sårbar og anspændt, så jeg ville tænke på mig selv og droppe presseseancerne,« sagde Osaka og tilføjede:

»Jeg kommer til at bruge noget tid væk fra tennisbanerne nu, men når tiden er til det, vil jeg virkelig gerne arbejde med (kvindernes, red.) Tour og snakke om, hvordan vi kan gøre tingene bedre for spillerne, pressen og fansene.«

Naomi Osaka blev i 2020 kåret til årets sportspersonlighed af Sports Illustrated for sin aktivisme.

Japaneren meldte også afbud til Wimbledon, men har meddelt, at hun stiller op ved de olympiske lege, hvor hun på hjemmebane skal forsøge at sikre sig OL-guldet.

OL i Tokyo begynder 23. juli.