Det er slut med Champions League-håndbold på dansk tv, efter rettighederne ikke er blevet overtaget af en dansk platform.
Nu er det i stedet den nyoprettede streamingtjeneste Handball Kanalen, der indtil videre sørger for europæisk håndbold til danskerne.
Som B.T.s håndboldkommentator har jeg sat mig for at vurdere den nye tjeneste. Og indrømmet: Jeg går skeptisk til opgaven. Bare så I ved det.
Viaplay har i de senere år taget sig godt af håndbolden i de europæiske turneringer.
Niveauet har været højt. Både hos kommentatorer og hos eksperter som Joachim Boldsen og Christian Dalmose, der har skarpe holdninger.
GOG-direktør Kasper Jørgensen sagde til B.T. tidligere på ugen, at han ikke var i tvivl om, at det ville være et forringet produkt på den nye tjeneste.
Og allerede under optakten måtte jeg give Jørgensen ret. Eller optakt... Der var ingen.
Jeg satte mig til rette for at se Ikast-Hernings comeback i Champions League mod norske Vipers Kristiansand. Et stort opgør, danskerne fornemt vandt 30-26.
Utålmodigt så jeg nedtællingsuret på streamet tælle ned. Fem minutter før kampstart var der hul igennem, og man kunne se spillerne løbe ind på banen.
Men der var ingen, der tog mig i hånden som seer. Der var ingen grafik, ingen kommentator, ingen værter. Bare et live-feed. Helt skrabet.
Jeg kræver egentlig ikke så meget, men det er altid rart at blive klædt på til en kamp.
Jeg ved ikke, om planen fra Infront, som ejer rettighederne, er, at der skal være optakt på sigt til de helt store kampe. I det hele taget er informationen sparsom.
Men det starter ikke godt.
Nok den bedste del ved tjenesten. En udmærket produktion, som man kender det fra håndboldens verden.
Jo, jo, produceren missede en scoring, men det er intet nyt fænomen. Man kunne sagtens se kampen uden de store udfordringer.
Enkelte gang, når kameraet skiftede fra kamera 1, virkede det til, at fotografen havde svært ved at følge med spillet på banen. Men alt i alt er det ikke her, at det står slemt til hos Handball Kanalen.
Streamet fungerede, højdepunkter var der rigeligt af og selvom der ikke var noget studie i pausen, blev man fulgt til dørs af de bedste øjeblikke fra første halvleg.
Jeg var egentlig indstillet på, at jeg skulle overvære kampen uden selskab af en kommentator. Men til min store overraskelse skete der noget efter to minutter af opgøret, hvor jeg indtil da havde været alene med lyden fra hallen.
En dansk stemme bød velkommen til opgøret, der altså var i fuld gang.
En udmærket mulighed er dog, at man kan fravælge kommentatorer. Og hvis man var helt fra den, kunne man tilvælge en norsk kommentator, da tjenesten henvender sig til hele norden - og modstanderen var jo norsk.
Så galt gik det ikke for mig, men jeg valgte at slå kommentatorerne fra, da lyden var meget bedre på feedet uden kommentator.
Desværre var kommentator-niveauet slet ikke nær vanlig tv-standard. Det lugter af, at man har sparet det væk. Jeg tunede ind til opgøret mellem CSM Bucuresti og Odense lidt senere, og her kunne jeg høre en samtale mellem kommentatoren og - hvad jeg tror var - en producer. Det virker amatøragtigt.
Alt i alt var det en skuffende oplevelse, der bekræftede mine fordomme. Hvis du betaler de cirka 185 kroner om måneden for at se de danske hold i Europa, opnår du netop dét: Du kan se kampen - men oplevelsen er væsentligt forringet. Både før, under og efter.
Desværre. Alt i alt får Handball Kanalen: