At de danske håndboldstjerners eventyr i Champions League fremover ikke bliver vist på Viaplay er ikke optimalt.

Sådan lyder det fra B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg. 

»Det er et KÆMPE problem, at vi ikke har de bedste danske hold på en større platform end hos en ligegyldig streamingtjeneste, der er oprettet i panik,« lyder det. 

»Først og fremmest er det under al kritik, at det ikke er lykkedes at få mere ud af en stor rettighed på det skandinaviske marked. Men jeg er endnu mere bekymret for én ting: Hvis der ikke findes en mere gangbar løsning, frygter jeg for, at det kan blive en potentiel bombe under de danske klubbers økonomi.«

Det er i stedet rettighedshaveren Infronts nye streamingtjeneste Handball Kanalen, der viser kampene fremover. 

Det betyder, at man som seer skal af med 25 euro – svarende til 185 kroner – per måned for et abonnement, hvis man ønsker at se danske stjerner som Mikkel Hansen, Niklas Landin, Mie Højlund og Althea Reinhardt i aktion.

Det bliver dog også muligt at købe adgang til de enkelte kampe. Men det er et problematisk setup.

»Den uden tvivl ringere eksponering betyder, at sponsorerne ikke får det for pengene, de havde håbet på. Og det koster altså i klubkasserne,« siger Johnny Wojciech Kokborg. 

Aalborg Mikkel Hansen i kamp med Nantes Theo Monar under Champions League herrehåndboldkampen mellem Aalborg Håndbold og HBC Nantes i Aalborg onsdag den 23. november 2022. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Aalborg Mikkel Hansen i kamp med Nantes Theo Monar under Champions League herrehåndboldkampen mellem Aalborg Håndbold og HBC Nantes i Aalborg onsdag den 23. november 2022. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Til hverdag er klubberne godt eksponerede i Danmark, hvor rettighederne ligger hos TV 2.

»Men det europæiske produkt i de allerstørste turneringer bliver fuldstændig udhulet ved at blive gemt væk på en ukendt tjeneste til 185 kroner om måneden. Det vil koste seere. Det vil koste penge. Det vil koste håndbolden dyrt. Jeg ser ikke andre muligheder,« siger B.T.s håndboldkommentator.

»Man må håbe for firmaet Infront, der forvalter rettighederne, at man har held med at få afsat håndbolden til en langt større platform herhjemme i løbet af sæsonen. Ellers kan det blive starten på en grim udvikling for en sport, der betager millioner i Danmark.«

B.T. har talt med flere af de danske klubber, og her føler man da også, at det er en ærgerlig situation.

»Jeg er rigtig ked af, at det nok betyder, at der ikke er lige så mange, der ser vores kampe som tidligere. Det er indiskutabelt. Det er trist. Også for fankulturen,« har Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, tidligere sagt.

Her understregede han også, at det kommer til at koste klubben, netop fordi de ikke er lige så synlige. 

Odense Håndbold, Team Esbjerg og Ikast kaster Champions League i gang 9. september hos kvinderne, mens GOG og Aalborg Håndbold fire dage senere skal i aktion.