Det skulle have været en glædens dag for Kamilla Larsen, da cheftræner Ulrik Kirkely forleden var forbi anførerens hjem til et lille møde.

Men da træneren forlod matriklen, stod Kamilla Larsen tilbage med tårer i øjnene.

Hun havde håbet på en kontraktforlængelse. I stedet overbragte han nyheden om, at denne sæson bliver hendes sidste i Odense Håndbold.

Dermed slutter 13 års eventyr ufrivilligt til sommer, når Kamilla Larsen trækker den orange håndboldtrøje over hovedet for sidste gang.

»Det knuste mig fuldstændigt, og jeg stod bare med så mange spørgsmål,« fortæller Kamilla Larsen til B.T. et par dage efter meldingen, som hun stadig er uforstående overfor.

»Beslutningen var taget, og det var slet ikke til diskussion. Jeg sagde, jeg var skuffet over, at vi ikke tidligere havde haft en snak om, hvordan det kunne se ud. Det kom ud af det blå.«

Forklaringen lød, at klubben vil have endnu en stregspiller, der kan spille både angreb og forsvar, hvilket Kamilla Larsen, der primært gør sig som forsvarsprofil, respekterer.

»Men jeg har svært ved at forstå, at der udover det ikke er plads til mig på holdet. Jeg er meget mere end det. Jeg har haft dirigentstokken og taget beslutningerne og nørdet alle aspekter af forsvarsspillet, og det har jeg nydt,« fortæller Kamilla Larsen, der også indimellem har bidraget i angrebet, når Odense har spillet 7-mod-6.

Hun erkender, at tiden, hvor hun kan præstere på topniveau i angrebet i en topklub som Odense, er slut. Men anføreren var klar til at tage andre midler i brug for at blive i den klub, hun har været så meget igennem sammen med.

»Jeg var klar til at gå ned i løn eller få en anden rolle, hvis jeg ikke kunne få fuld spilletid i forsvaret. Det ville jeg respektere.«

Kamilla Larsen vil dog ikke lægge sig ned og banke i halgulvet. I stedet trækker hun i arbejdshandskerne som så mange gange før for at slutte af på bedste vis.

De sidste sider i eventyret skal skrives, og det skal slutte godt.

»Det er sindssygt vigtigt for mig at slutte godt af. Jeg vil gøre alt for at vinde til sommer og løfte den store pokal igen. Jeg ved, hvad jeg står for, og hvad jeg kan, og jeg spiller håndbold, fordi det er sjovt. Ikke for at bevise noget for nogen.«

Kamilla Larsen med holdkammeraterne Mia Rej og Rikke Iversen.
Kamilla Larsen med holdkammeraterne Mia Rej og Rikke Iversen. Foto: Tor Erik Schrøder
Vis mere

»Jeg har fantastiske holdkammerater. Også nogle, der ikke var med til at vinde sidste sæson. De fortjener at vinde.«

Hun understreger, at den ærgerlige afslutning ikke kommer til at ændre ved det eventyr og den udvikling, hun har været igennem med Odense Håndbold de sidste 13 år.

»Det har været sindssygt fedt, selvom der har været to-tre lønnedgange og mulige konkurser undervejs. Jeg har siddet med tilbud på dobbeltløn fra andre klubber, men jeg har altid valgt med hjertet og troet på projektet med Odense.«

»Det er min klub. Jeg ville bare ønske, jeg selv kunne skrive slutningen. Så havde jeg fået et år mere, for jeg føler mig fit for fight og ligger 7-9-13 ikke meget på briksen,« siger klublegenden, der er taknemmelig for alle holdkammeraterne samt de sponsorer og aktionærer, der har hjulpet klubben.

Særligt fremhæver hun nyligt afdøde Jørn Bonnesen, som var bestyrelsesformand i klubben.

»Jeg savner Jørn helt sindssygt meget. Han er min håndboldfar, og han kigger med fra stjernerne. Jeg nåede at takke ham og give ham en kæmpe krammer, fem dage før han døde. Han er et kæmpe tab for klubben.«

Nu har Kamilla Larsen et halvt år til at beslutte, hvad der skal ske efter sommerferien.

»Skal jeg spille i en anden klub, eller skal jeg bruge min uddannelse som veterinærsygeplejerske. Kan jeg overhovedet skifte klub efter 15 år på Fyn (13 i Odense og 2 i GOG, red.), og kan nogle klubber bruge mine kvaliteter. De tanker har været der.«

»Jeg elsker at træne, at rejse rundt til Champions League-kampe, og jeg elsker sammenholdet. Men jeg har også to sønner på syv og otte, så familien skal hænge sammen,« siger Kamilla Larsen, hvis mand Jakob er cheftræner i Nykøbing Falster Håndbold.

Det betyder dog ikke, at hun bare kan skifte der til, hvis der ikke opstår andre muligheder.

»Vi har snakket om det, og jeg har haft Jakob som træner i to korte perioder før. Men kan det lade sig gøre at være både mand og kone og træner og spiller i en hel sæson. Det ved jeg faktisk ikke.«

»Nogle gange skal man holde skidt fra kanel. Og så skal Nykøbing være fælles om beslutningen - det skal ikke bare være, fordi Jakob synes, det kunne være hyggeligt,« fastslår hun.

Andre læser også