Det var en målløs Bjarne Jensen, der sidste weekend kunne konstatere, at hans gamle Lars Høgh-trøje netop var solgt på auktion for svimlende 51.000 kroner til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Og det var en lykkelig køber, der søndag fik overrakt den indrammede trøje i forbindelse med OBs superligakamp mod FC Nordsjælland.

»Det giver så god mening, at vi får den hjem og kan have den som minde i virksomheden,« fortæller Henrik Egelund til B.T.

Han er administrerende direktør i virksomheden Damixa, som endte med at være højestbydende på den gamle målmandstrøje, som Lars Høgh bar i 1993/94-sæsonen.

Og så står der endda Damixa på trøjen. Det gamle Odense-foretagende var nemlig hovedsponsor for OB dengang.

»Vi fik talt os mere og mere varme på ideen om at bringe den hjem, og vores medarbejdere engagerede sig i det og sagde 'den skal vi have',« fortsætter Henrik Egelund, der mener, det var det eneste rigtige.

Henrik Egelund havde ikke regnet med, at prisen ville nå op på det niveau, den gjorde. Han ved heller ikke, hvor langt Damixa var villige til at gå for at få fingre i den ikoniske trøje.

»Men vi er glade for nu, at den kom op på det niveau. Det er det hele værd. Vi skal støtte op om tiltag for at bekæmpe sygdommen.«

Damixas salgsdirektør Lars Bang Pedersen fik trøjen af Bjarne Jensen og hans sønner i pausen mellem OB og FC Nordsjælland.
Damixas salgsdirektør Lars Bang Pedersen fik trøjen af Bjarne Jensen og hans sønner i pausen mellem OB og FC Nordsjælland. Foto: Damixa
Vis mere

»Vi kunne sikkert have fået en trøje langt billigere på en anden måde, men vi støtter op om budskabet og det gode formål. Forhåbentligt kan det anspore andre til at støtte lignende initiativer,« siger Henrik Egelund, der selv var på stadion for at modtage trøjen fra Bjarne Jensen.

»Det var overvældende at stå foran Richard Møller Nielsen-tribunen og se dedikationen fra fansene. Vi kunne mærke fansene, og vi kunne mærke, at Bjarne var kendt der. Det var en fed oplevelse,« fortæller Henrik Egelund.

Han mener, at trøjen symboliserer et tidspunkt, hvor Damixa støttede og var en stor del af byen. Nu er virksomheden, der blev grundlagt i Odense i 1932, på vej frem igen.

Den indrammede trøje får efter alt at dømme plads i firmaets showroom side om side med armaturer, brusesystemer og termostater, som Damixa er kendt for at producere.

Bjarne Jensen fortalte til B.T. lørdag, da auktionen sluttede, at han glædede sig over, at netop Damixa endte med at løbe med trøjen.

»Jeg synes, at det er fedt, at det ender med at være Damixa, som løber med trøjen. Nu skal den i glas og ramme og udstilles på et museum, som de har på deres kontor i Sanderum. Og den tanke kan jeg meget godt lide,« sagde Bjarne Jensen, der dog lige skulle vænne sig til tanken om at sige farvel til trøjen.

»Det er da selvfølgelig lidt vemodigt lige nu. Men omvendt så har den trøje også bare ligget i 27 år i mit skab uden at blive brugt. Og jeg har heldigvis mange andre OB-trøjer.«