Selvom Aalborg er forholdsvis beskeden af størrelse, bugner den med et væld af oplevelser, der har hver deres fantastiske historie.
For tre et halvt år siden satte Sanne Kjeldsteen sig for at fremhæve alt, byen har at byde på.
Det resulterede i Instagramprofilen 'Opdag Aalborg', som hun driver med sin søster Ditte Kjeldsteen.
Her er den lokale opdagelsesrejsendes bud på fem overraskende fede steder, du burde aflægge et besøg:
1. Vegandottir og Råt&Godt

»Det er egentlig to forskellige ting, men de ligger sammen på Hjulmagervej.«
»Vegandottir er en vegansk foodtruck, der ligger op ad nogle gamle togskinner sammen med Råt&Godt, som er et bæredygtigt socialøkonomisk projekt, hvor man hjælper unge ud på arbejdsmarkedet igen, efter de har haft udfordringer.«
»Det er bare nogle lækre rå rammer, og foodtrucken har lyskæder hængende i alle mulige farver. Vegandottirs burger er rigtig god. Den smager ikke 'vegansk', men er super greasy, og det er bare lækkert.«
2. Streetartværket ved Heidis

»Det er et kæmpe streetartværk, der ligger lige ved siden af et bindingsværkshus i den baggård, hvor Heidis Bier Bar hører til.«
»Værket ligger bare et sted, du slet ikke ville forvente, at der var noget så smukt. Man bliver virkelig overrasket, når man ser det.«
»Jeg ved faktisk ikke engang, hvem kunstneren er. Men værket forestiller en dame og en due i en masse lækre farver. De forskellige stykker streetart er nok noget af det, jeg elsker allermest ved at gå rundt i byen.«
3. Brevduetårnet

»Brevduetårnet ligger inde i Aalborg Post- og Telegrafbygning, som er det gamle posthus ved Budolfi.«
»Der har jeg kontor til mit job, hvor jeg arbejder med erhvervsnetværk. Derfor har jeg været på rundvisning derinde, hvor de fortalte, at det her var det gamle brevduetårn.«
»Når man kommer ind, kan man se de gamle huller, hvor brevduerne fløj ud. Og så er der et lille rundt tårn, man kommer ind i, som bare er super flot bevaret. Det er ret unikt.«
4. Fjordbyen

»Stedet her i Vestbyen bliver kaldt Aalborgs Christiania. Det synes jeg egentlig, er et forkert label at sætte på det.«
»Det er bare et virkelig farverigt sted med plads til alle, og folk har gjort virkelig meget ud af deres kolonihaver.«
»Det ligger lige ved fjorden, så det er også det perfekte spot at se solnedgangen ved. Jeg har selv boet i Vestbyen, og så passede det med, at hvis jeg løb eller gik ture der på tidspunkter, hvor der enten var solop- eller nedgang, var der et helt fantastisk lys.«
5. Lindholm Høje

»Stedet her, der ligger i Nørresundby, er nordens største vikingegravplads.«
»Det lyder ret kedeligt, men det er virkelig et magisk sted. Der er så sindssygt flot, og stenene fra gravstederne står på en kæmpe høj, hvor der går dyr.«
»Nu ligger det jo sjovt nok på en høj, så der er også både solop- og nedgangsgaranti. Det er virkelig fint.«