Hun var 15 år, da det hele startede. Han var 50.

»Jeg græd hver aften. Det varede flere timer. Jeg kunne ikke noget længere, jeg lærte ingenting. Jeg har stadig den dag i dag svært ved at koncentrere mig.«

Sådan siger en 38-årig kvinde, som anklager en af Frankrigs mest prominente golftrænere, Dominique Larretche, efter flere angivelige overgreb, som fandt sted for godt 20 år siden. Det fortæller hun til L'Équipe.

Han var læreren, og hun var hans elev. Men deres professionelle forhold udviklede sig til et seksuelt et af slagsen.

Sagen ryster i disse dage sportsverdenen og resten af Frankrig, efter den 72-årige Larretche i tirsdags blev anholdt og senere sigtet for voldtægt og overgreb af seksuel karakter.

Larretche har været ekspert på den franske tv-station Canal+, som også er vælten grundet en anden alvorlig sag denne uge.

Overgrebene fandt angiveligt sted i 1999. Træneren erkender, at de to havde sex, men mener, at hun gav samtykke.

»Hvis hun har oplevet forholdet som traumatisk her 22 år efter, fortryder han det. Især fordi han oprigtigt følte noget for hende på trods af deres aldersforskel,« siger Dominique Larretches forsvarer ifølge mediet Purepeople.

Stjernetræneren og tv-eksperten Dominique Larretche er anklaget og sigtet for overgreb og voldtægt på en 15-årig elev. Overgrebene fandt angiveligt sted for godt 20 år siden.
Stjernetræneren og tv-eksperten Dominique Larretche er anklaget og sigtet for overgreb og voldtægt på en 15-årig elev. Overgrebene fandt angiveligt sted for godt 20 år siden. Foto: Michael Reaves
Vis mere

Deres fælles historie starter, da kvinden var kun seks år gammel. Men Larretche stoppede med at træne pigen, indtil de genoptog samarbejdet, da hun var 14 år gammel. Det var først herefter, at overgrebene skulle have fundet sted.

Hun forklarer, at det først skete under golflektionerne, inden det skete hjemme ved Dominique Larretche. Allerede lige efter årtusindeskiftet skrev hun til ham, hvor dårligt hun havde fået det af de ting, der var sket. Men dengang gjorde han intet ved det.

Træneren udnyttede deres intime forhold til at køre hende tilbage efter træning. Han hjalp hende med hendes swings, hvor små tilfældige berøringer hurtigt blev til flere og flere. Men hun gjorde ikke noget. For han var jo en stjerne.

En dag kørte han hende hjem, hvor han startede med at berøre hendes knæ og ben. Men hun var lamslået og vidste ikke, hvad hun skulle gøre.

»Så sneg han sin hånd ned mellem mine lår og ind under min polo. Indtil det tidspunkt, hvor han tager min hånd og lægger den på hans bukser ved skridtet,« forklarer kvinden, der dengang aldrig havde haft sex, til L'Équipe.

Episoderne stod på i flere måneder, indtil han inviterede hende hjem til sig.

Og så blev det hele endnu værre. Hun var som en lille soldat, der adlød.

»Han tog min hånd og førte mig ind på værelset. Han tog mit tøj af. Lagde det sirligt sammen og lagde et på en stol,« fortæller hun.

»Så tog han en tube vaseline. Jeg lukkede øjnene, og da jeg åbnede dem igen, lå han på mig. Jeg begyndte at græde, og jeg dækkede mit ansigt med mine hænder. Han fortalte mig i samme rolige toneleje, at alt ville gå fint. Han brugte ikke kondom. Han fik en udløsning oppe i mig. Han tog tøj på. Jeg tog tøj på. Og så tog jeg afsted.«

Det var efter anden gang hos Dominique Larretche, at hun indså, at der var et problem. Han inviterede hende ned at spise efterfølgende, hvor folks anklagende blikke fik det til at slå klik for hende. Han var ældre end hendes egen far.

Senere fik det alvorlige følger for kvinden, som i dag har psykiske problemer. Hun udviklede også bulimi og fortæller, at hun brækkede sig 20 gange om dagen, indtil hun faldt om.

Men da hun som 24-årig fik arbejde i et modehus, var det ved at gå så galt, at hun var tæt på at dø.

»En dag forsøgte jeg at tage mit eget liv, da jeg kom hjem. Jeg vågnede 24 timer senere og lå på hospitalet Hôtel-Dieu på den psykiatriske afdeling. Det var frygteligt.«

Hun undrer sig over, hvordan det hele kunne være så voldsomt og lydløst dengang.

Og da politiet satte de to parter op mod hinanden i denne uge, kunne hun ikke forstå, hvordan han stadig ikke var bevidst om problemet.

Det var jo gensidigt, mente han.

Og så var hendes alder jo ligegyldig.