En af Frankrigs største sportsjournalister og tv-eksperter er endt i et sandt stormvej.

Han toner frem på skærmen før og efter alle de store fodboldkampe i Frankrig, og mere end 2,5 millioner personer følger den populære meningsdanner Pierre Menes på Twitter. Men nu kan tiden som hele landets fodboldekspert snart være forbi.

Den franske tv-station Canal+ skulle selv puste til ilden i dokumentaren på kanalen med titlen 'Jeg er ikke en sæk, jeg er en journalist', hvor hele 16 kvindelige sportsværter fortæller om seksuelle overgreb begået af mandlige kollegaer.

Men da programmet blev sendt, var Pierre Menes' to sager om seksuelle overgreb pludselig taget ud af dokumentaren. Den handling har fået kritikken af Canal+ og Pierre Menes til at eksplodere på de sociale medier, skriver engelske The Times.

Her florerer der videoer af episoder, hvor Pierre Menes pludselig vælger at snave på to kvindelige værter og på Twitter trender hashtagget #PierreMenesOut.

Dokumentaren blev lavet af sportsjournalisten Marie Portolano, der selv har oplevet at blive krænket af Pierre Menes. De to arbejdede sammen i 2016, hvor Pierre Menes i slutningen af en udsendelse valgte at føre sin hånd op under Marie Portolanos nederdel og tage hende på numsen foran et større publikum.

Efter massiv kritik af Canal+ for at udelade fortællingen om Pierre Menes' seksuelle krænkelser i dokumentaren valgte de at sende klippene på deres søsterkanal C8.

I klippene forklarer han, at han er ked af, at man ikke længere kan sige noget til en kvinde, uden det bliver opfattet som sexistisk. Desuden kan han pludselig ikke huske at have taget sin kollega på numsen.

Foto: Geoffroy Van der Hasselt
Vis mere

Og da spørgsmålet kommer, om han vil gøre det igen, så svarer han blot 'øh ja' og kan ikke forstå, at Marie Portolano følte sig krænket i situationen.

Efter klippet var blevet vist, fik Pierre Menes mulighed for at forklare sig i et liveinterview på kanalen. Her hævdede han, at han var offeret i sagen.

»Det er forfærdeligt. Det er forfærdeligt for mig, det er forfærdeligt for min kone, der bliver fornærmet i proportioner, der er langt større end alt, hvad du kan bebrejde mig for at gøre i sager, der er knyttet til det her. Det er ting som dødstrusler og et hav af hadbeskeder,« var hans kommentar til det angreb på ham og hans kone, som han ikke mener, at der er grundlag for.

Den tidligere franske ligestillingsminister Marlene Schiappa har været ude at kommentere sagen, som kun kalder for 'fuldstændig uacceptabel', og hun siger, at Pierre Menes ikke er den eneste, der udnytter magt over for kvinder i tv-branchen.

»Men der er andre som Pierre Menes i medieverdenen, og jeg vil have dem til at forstå, at deres berømmelse ikke beskytter dem. Berømmelse skal ikke udnyttes og gøre det muligt for nogen at chikanere kolleger seksuelt på arbejdspladsen,« siger hun ifølge France 24.