Martin Albrechtsens liv tog en drejning for seks år siden, som han ikke lige havde set komme.

Det startede i et venteværelse. Ved siden af ham sad hans daværende kæreste, der skulle have en Botox-behandling. Og kort efter havde han besluttet, at han også skulle have lavet noget.

Rynkerne i panden og mellem øjnene måtte gerne udlignes. Og nu har den 40-årige tidligere fodboldspiller gjort det lige siden. Det fortæller han til Euroman.

»Jeg sagde det ikke til så mange, da jeg begyndte på det, fordi jeg til at starte med syntes, at det var lidt pinligt at få gjort noget ved sig selv, som ikke er naturligt,« forklarer den tidligere Brøndby, FC København og FC Midtjylland-spiller.

Efterhånden er jeg blevet ligeglad med, hvad folk tænker.

Dengang var Martin Albrechtsen stadig aktiv. Og selvom fodboldspillere – ifølge ham – går virkelig meget op i deres udseende, var det ikke en mulighed at dele det med nogen. Desuden risikerede man, at modstanderholdets fans gjorde grin med det.

Men ganske hurtigt blev huden glattere. Han så bedre, friskere og yngre ud. Og det gør han stadig i dag som 40-årig.

Mange gætter på, at han er i starten af 30erne. Egentlig er meningen ikke, at diskussionen skal handle om ham.

Bare fordi han bruger Botox og tyr til skønhedsoperationer, anser han ikke sig selv som værende forfængelig.

Martin Albrechtsen spillede mere end 100 kampe i Brøndby-trøjen.
Martin Albrechtsen spillede mere end 100 kampe i Brøndby-trøjen. Henning Bagger

Til gengæld ønsker han at bryde med tabuet omkring Botox-behandlinger.

»Efterhånden er jeg blevet ligeglad med, hvad folk tænker. Jeg ved godt, at det bliver set på som 'falsk skønhed', men jeg håber, at jeg kan være med at til bryde tabuet omkring brugen af Botox. Man skal efter min mening ikke være flov over at benytte sig af det. Det har i hvert fald været et godt middel for mig til at se bedre og mere frisk ud,« erkender Martin Albrechtsen.

Midterforsvareren spillede i løbet af sin karriere i klubber som AB, FC København, West Bromwich, Derby County, FC Midtjylland, Brøndby og AC Horsens.

Han fik fire kampe for det danske A-landshold.