Der udspillede sig nogle yderst dramatiske scener mandag aften i den indiske by Suryapet.

Her kollapsede en fyldt tribune nemlig pludselig under en turnering i den indiske sport Kabaddi. Mere end 100 personer blev efterfølgende meldt tilskadekomne, mens 20 tilskuere blev fragtet til hospitalet efter ulykken.

Det skriver flere indiske medier ifølge nyhedsbureauet AP. Se den dramatiske hændelse i videoen øverst i artiklen.

Ifølge mediet The New Indian Express er seks personer i kritisk tilstand efter ulykken, og billeder fra steder viser, hvordan der efterfølgende var voldsom panik og kaos ved arrangementet, hvor flere tusinder var til stede.

Kabaddi er en gammel kontaktsport for hold, der har sin oprindelse i Sydindien.

Tilskuerne var samlet på åbningsdagen for den 47. udgave af de nationale juniormesterskaber i Kabaddi, da den fyldte tribune på dramatisk vis kollapsede.

Meldingerne lyder på, at der var op mod 1.200 tilskuere på plads på tribunen, inden den styrtede sammen.

Guvernør Tamilisai Soundararajan var efterfølgende ude at kommentere på den tragiske hændelse og gjorde det klart, at hun var i chok.

Det vides endnu ikke, hvad der er skyld i, at tribunen kollapsede, men en efterforskning er igangsat, fastslår myndighederne.