Danmark mangler i disse år en kører i Formel 1, og håbet om et grandprix i København blev ødelagt af en politisk håndbremsevending fra daværende overborgmester, Frank Jensen.

Men Danmark kommer alligevel til at spille en fremtrædende rolle i Formel 1 i de kommende år – bag kulisserne.

Formel 1-organisationen har netop udnævnt danske Torben Olsen til 'Head of Race Development'.

»Jeg skal primært være ansvarlig for forhandlinger og kontraktforlængelser med de eksisterende promotorer (lokale løbsarrangører, red.) og byer,« siger Torben Olsen til B.T.

Torben Olsen i paddocken ved sidste weekends Mexico City Grand Prix.
Torben Olsen i paddocken ved sidste weekends Mexico City Grand Prix. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Jeg har kontor i Formel 1s hovedkvarter i London. I år har jeg været til USAs og Mexicos grandprixer, og jeg regner også med at komme til finalen i Abu Dhabi, men fremadrettet er det ikke planen, at jeg skal ud til alle løb.«

Motorsport er et naturligt arbejdsområde for Olsen: Han er søn af den danske speedwaylegende Ole Olsen.

»Jeg blev født i 1982, og far stoppede jo i 1983, så jeg fik ikke rigtig oplevet ham som aktiv. Det var mere min storebror Jacob (der selv blev professionel speedwaykører og senere landstræner og i dag ejer Vojens Speedway Center, red.), der var med, og Jacob blev jo i sporten,« fortæller Torben Olsen.

»Jeg har aldrig selv kørt motorløb, men mere været med på den kommercielle side. Efter jeg blev færdig på Aarhus Handelshøjskole, flyttede jeg til England for at arbejde for rettighedshaverne for speedway. Jeg blev hængende og bor i dag i London. Jeg blev administrerende direktør for Speedway Grand Prix-serien i 2015, og for nogle år siden fik jeg ansvaret for VM i rallycross. Det seneste år har jeg arbejdet i W Series (Formel 3-mesterskab for kvinder, red.) hvor min titel var 'Operations Director – altså ansvarlig for den operationelle side af serien og samarbejdet med de forskellige promotorer.«

W Series har i år været support-klasse til en række grandprixer, og det var her, Olsen kom i kontakt med Formel 1-ledelsen. Han startede i sit nye job i sidste måned.

»Det er en spændende tid at arbejde i Formel 1, for sporten vokser virkelig meget. De nye ejere af sportens kommercielle rettigheder, Liberty Media, har med Netflix-serien 'Drive to Survive' fået kæmpe succes i USA. Men der er interesse over hele verden – det er ikke så meget et spørgsmål om, at vi skal ud og sælge sporten. Lokale arrangører kommer til os, og så er det op til os at vælge, hvem der skal have et løb. Lige i øjeblikket har vi mange løb i Europa, så vi kigger mere på andre verdensdele,« siger Olsen.

Er det Torben Olsen, der skaffer Formel 1 til Danmark?

»Jeg har ikke så meget fokus på nye løb,« siger han med et smil.

»Lige nu er det ikke mit område – og jeg har kun været i jobbet i fem uger. Men indrømmet: Som dansker ville det være fedt at have et løb i Danmark, men det ville nok kræve, at vi igen har en dansk kører med i feltet.«

Formel 1-organisationen annoncerede i weekenden, at aftalen om det kinesiske grandprix i Shanghai er forlænget med tre år, og 2022-kalenderen bliver med 23 løb den længste nogensinde. Den store succes i USA betyder, at Miami får et løb i 2023, og Las Vegas ventes også at blive optaget i Formel 1-kalenderen i de kommende år.