Det var den ultimative hyldest.

Da Lewis Hamilton besteg det øverste trin på sejrsskamlen efter Brasiliens Grand Prix på Interlagos-banen i São Paulo, istemte titusinder af brasilianere i Ayrton Sennas slagsang: SenNA-SenNa-SenNa gjaldede det mod en synlig berørt Hamilton, der gengældte hyldesten ved at vinke med et stort brasiliansk flag.

Hamilton har et helt særligt forhold til de brasilianske fans, der anser englænderen med den aggressive kørestil som den naturlige arvtager for Senna. Den brasilianske Formel 1-legende, der omkom under San Marinos Grand Prix 1994, ligger begravet på Morumbi-kirkegården få kilometer fra Interlagos. Hamilton har besøgt graven, og de seneste sæsoner er han mødt op til Brasiliens Grand Prix med en speciallakeret hjelm, der hylder Senna.

Hamilton leverede en fantastisk weekend på Sennas gamle hjemmebane. Lørdag blev han diskvalificeret i kvalifikationen til sprintløbet, fordi hans bagvinge ikke opfyldte reglementet. Fra sidste startposition kørte han sig på bare 24 omgange frem til en femteplads i mål, men her ventede den næste straf: En motorskift kostede fem placeringer på gridden til søndagens grandprix, hvor han således startede fra 10. position.

Lewis Hamilton viser sin specielle Ayrton Senna-hjelm til de brasilianske fans.
Lewis Hamilton viser sin specielle Ayrton Senna-hjelm til de brasilianske fans. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Herfra kæmpede han sig aggressivt op gennem feltet, og med 16 omgange tilbage var han klar til at udfordre Verstappen på førstepladsen. Hollænderen bed godt fra sig, og englænderens første angreb blev afvist så effektivt, at begge biler kortvarigt var af banen.

Få omgange senere var Hamilton klar med et nyt angreb, og denne gang var der ingen tvivl: Han gik elegant forbi Verstappen, og kunne på de sidste omgange cruise i mål til en sikker sejr, der endnu en gang vender op og ned på den mest spændende Formel 1-sæson i mange år.

»Jeg troede ikke på, at det kunne lade sig gøre at komme fra sidste startposition i sprintløbet til førstepladsen i grandprixet. Det er en af de allerbedste weekends i hele min karriere – jeg har aldrig tidligere overhalet 25 biler i samme weekend,« jublede Hamilton efter løbet.

»Vi gjorde alt hvad vi kunne, men Mercedes har været vildt hurtige på langsiderne her i Brasilien. Det betød, at jeg måtte forsøge at hente tid i svingene, og det belastede dækkene. Det spillede også en rolle, at Hamilton havde en ny motor,« var Verstappens forklaring på nederlaget.

Max Verstappen (Red Bull-Honda) tog føringen ved starten, men blev med cirka 10 omgange til mål overhalet af Lewis Hamilton (Mercedes).
Max Verstappen (Red Bull-Honda) tog føringen ved starten, men blev med cirka 10 omgange til mål overhalet af Lewis Hamilton (Mercedes). Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Efter to Verstappen-sejre i træk i USA og Mexico reducerede Hamilton i Brasilien afstanden til hollænderen til bare 14 point. Med tre løb tilbage, 25 point for en sejr og en Mercedes, der lige nu synes hurtigere end Verstappens Red Bull-Honda, er der atter liv i Hamiltons drømme om en historisk ottende VM-titel.

Næste afdeling af VM køres allerede i næste weekend, hvor Losail-banen udenfor Doha i Qatar for første gang lægger asfalt til et Formel 1-grandprix.

Andre læser også