Lewis Hamilton er for første gang i syv år kommet under pres. Og det håndterer Formel 1s vane-vinder siden 2014 ikke særligt godt!

Det massive pres fra Max Verstappen har betydet, at Hamilton, der nærmest er cruiset til fire VM-titler i træk, er begyndt at lave fejl.

Hvor han tidligere havde en bil, der var så overlegen, at han sjældent behøvede at give sig 100 procent, har Verstappen nu skabt en ny virkelighed for Hamilton.

Det er ikke længere nok at give sig 95 procent og lade bilen klare resten – hvis den syvdobbelte verdensmester skal følge med den unge hollænder, skal han give sig fuldt ud.

Det foreløbig seneste sammenstød mellem Lewis Hamilton og Max Verstappen kom i Italiens Grand Prix i september.
Det foreløbig seneste sammenstød mellem Lewis Hamilton og Max Verstappen kom i Italiens Grand Prix i september. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Og uanset hvor dygtig en Formel 1-kører er: Når man er tvunget til at køre helt ud til grænserne, øges fejlkvoten.

Derfor har Hamilton kun vundet et af de seneste fem Formel 1-løb, derfor har han haft ukarakteristisk mange snurreture, derfor virker han ofte usikker omkring strategien, og derfor laver han fejl i pitten, hvor han for 14 dage siden i Sochi både ramte en mekaniker og pitmuren.

Presset har også indvirket på Hamiltons kørestil. Bortset fra lidt småskærmydsler med teamkammerat Nico Rosberg i 2016 har Hamiltons karriere været kendetegnet af en relativ pæn kørestil.

Med en overlegen bil har der sjældent været behov for vilde nedbremsninger eller chanceprægede overhalinger. Og direkte påkørsler af konkurrenter, som hans forgængere på Formel 1-tronen Ayrton Senna og Michael Schumacher ved enkelte lejligheder forsøgte sig med, har ikke været en del af Hamiltons repertoire.

I hvert fald ikke indtil i år.

Ved sit hjemmebane-grandprix i Silverstone sendte englænderen med en let, men effektiv berøring Verstappen ind i barrieren med voldsom kraft. Da de to VM-rivaler for en måned siden ramlede sammen i Monza, blev Verstappen udpeget som skurken, men uanset skyldsspørgsmålet: VM-fighten med den 24-årige Verstappen har gjort Formel 1 til en kontaktsport, og det øger kun presset på den 36-årige englænder.

Presset på Hamilton kommer ikke kun fra Verstappen og Red Bull-Honda.

Også internt i Mercedes-teamet er englænderens position blevet sværere, for teamledelsen har besluttet at udskifte Valtteri Bottas med unge George Russell fra 2022.

Lewis Hamiltons fejlkvote er steget på grund af presset fra Max Verstappen.
Lewis Hamiltons fejlkvote er steget på grund af presset fra Max Verstappen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Det betyder, at Hamilton om mindre end et halvt år har en teamkammerat, der vil udfordre ham og på lidt længere sigt overtage hans plads som førstekører.

På kort sigt har beslutningen om at udskifte Bottas også betydning, for finnen virker ikke længere så loyal som tidligere. Med andre ord: Hamilton kører ind i de afgørende uger af Formel 1-VM 2021 uden den backup, han er vant til.

Hamilton forsøger at nedtone situationen.

»Det havde ikke noget med pres at gøre,« sagde han efter at have ramt pitmuren under kvalifikationen i Rusland for 14 dage siden.

Og han forsøger at lægge presset over på Verstappen.

»Han vil ikke indrømme det, men jeg kan godt huske, hvordan det var, da jeg kæmpede om min første VM-titel. Det giver bare en masse pres – ikke mindst fra en selv,« fortsatte Hamilton.

Alligevel virker det, som om Hamilton er mere påvirket af den tætte titelkamp end hollænderen.

»At Lewis siger den slags, viser bare, hvor dårligt han kender mig,« konstaterer Verstappen iskoldt.