»Det er jo den slags, der sker, når man ikke giver hinanden plads!«

Max Verstappen var ikke i tvivl om, hvorfor det italienske grandprix i Monza sluttede med hans Red Bull-Honda holdende halvt oppe på Lewis Hamiltons Mercedes.

De to VM-rivaler var for anden gang i løbet af få uger stødt sammen i et potentielt livsfarligt sammenstød. På Silverstone skete det med tæt på 300 kilometer i timen, og Hamilton fik hovedparten af skylden for ulykken, der sendte Red Bull-raceren ind i barrieren med uhyggelig kraft og Verstappen på hospitalet til nærmere undersøgelser.

I Monza skete sammenstødet med betydelig lavere hastighed, men var mindst lige så farligt. I chikanen efter start/mål havde Verstappen momentum til at forsøge en overhaling på ydersiden, men Hamilton pressede ham, og sammenstødet endte ude i sandkassen med Red Bull-raceren holdende halvt oppe på Mercedesen. Uden den halo-sikkerhedsbøjle, der sidste år reddede Kevin Magnussens teamkammerat Romain Grosjean i Bahrain, kunne Hamilton være blevet halshugget.

Max Verstappens Red Bull endte oven på Lewis Hamiltons Mercedes.
Max Verstappens Red Bull endte oven på Lewis Hamiltons Mercedes. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Mens Verstappen omgående indså, at hans løb var ovre, gjorde Hamilton hele situationen endnu farligere, da han, mens hollænderen kravlede ud af sin Red Bull, satte Mercedesen i gear, og forsøgte at bakke væk.

Begge kørerne marcherede de 500 meter tilbage til pitten uden at tage styrthjelmen af, og kun Hamilton ville i første omgang udtale sig.

»Jeg har ærlig talt lidt ondt i nakken, for han landede oven i hovedet på mig,« startede den syvdobbelte verdensmester med at sige.

»Jeg så, Max forsøgte sig, og jeg gav ham plads nok. Jeg drejede ind i svinget, jeg var foran – og så var han pludselig oven på mig. Som sagt: Jeg gav ham plads, og vi kørte race, men ham pressede bare på. Han må have vidst, hvad der ville ske, da han drejede ind i svinget på den måde. Og alligevel gjorde han det …«

Begge kørerne er indkaldt til dommerne, der først senere i aften vil behandle sagen.

Med VM-favoritterne ude kunne McLaren score en overraskende dobbeltsejr til Daniel Ricciardo og Lando Norris. Det var den første McLaren-sejr siden 2012, og indtil denne weekend var Kevin Magnussens andenplads i Australiens Grand Prix 2014 McLarens bedste resultat siden 2012.