Hvis du har fingeren på pulsen og altid er med på det nyeste nye, så ved du det nok allerede. For en ny modekollektion fra en supermarkedskæde er landet, og selvom prisen er til at betale, skal du være lynhurtig.

Det kan nemlig lige pludselig blive rigtig dyrt, hvis du 'kommer for sent' til gildet hos den tyske supermarkedsgigant Lidl. Og det kan du allerede meget vel være.

Lidl har torsdag udgivet en ny modekollektion med strømper, indkøbsnet, badesandaler og sko, hvor deres logo og karakteristiske primærfarver – gul, rød og blå – er omdrejningspunktet.

Kollektionen er blevet revet væk i Storbritannien, Italien, Tyskland og Belgien, der er har Lidl-forretninger, og nu har den ramt Danmark.

Lidl har udgivet en modekollektion, der har opnået en voldsom popularitet. Foto: Lidl.
Lidl har udgivet en modekollektion, der har opnået en voldsom popularitet. Foto: Lidl.
Vis mere

Da kollektionen kun kommer i et begrænset omfang, er det dog langt fra alle, der kan få fingrene i et par strømper med Lidl-logo til 15 kroner, for slet ikke at tale om den meget populære Lidl-sko til 111 kroner.

»Vi er blæst bagover af den succes, som vi oplevede internationalt i forbindelse med lanceringen af kollektionen,« siger Thomas Sejersen, der er Lidl Danmarks presseansvarlige, i en pressemeddelse.

»Nu lander den nye fashionkollektion i Danmark med fire forskellige produkter, og vi er spændte på at se, om den kan opnå samme store succes som i de andre europæiske lande.«

Men så længe skal den presseansvarlige ikke vente, for især Lidl-skoene har allerede fået en del opmærksomhed fra de danske kunder.

For de er allerede blevet revet væk og solgt videre på Den Blå Avis.

Lidl-sko bliver sat til salg på Den Blå Avis for op til hundrede gange købspris. Foto: dba.dk
Lidl-sko bliver sat til salg på Den Blå Avis for op til hundrede gange købspris. Foto: dba.dk
Vis mere

Det dyreste par kan købes for den nette sum af 10.000 kroner.

Der er tale om en sko i størrelse 46, og den optimistiske sælger er 28-årige Mark Kristensen fra Randers:

»Denne annonce er mest ment for sjov, og jeg forventer bestemt ikke 10.000 kroner, men alligevel har jeg lidt en idé om, at de vil blive meget eftertragtede i nær fremtid,« siger han til Politiken.

Han fortæller desuden, at han har fået et bud på 2.000 kroner, men om Mark Kristensen er gået med til den pris, melder historien ikke noget om.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Lidl Danmark om den voldsomme succes, men den presseansvarlige Thomas Sejersen har ikke yderligere at tilføje lige nu. Det hele er nemlig gået stærkt, siden kollektionen udkom.


Lørdag eftermiddag har B.T.s læser Mikkel Sandorff gjort opmærksom på, at der stadig er Lidl-ting til salg i Sorgenfri og i Lyngby på Sjælland.

Det gælder også de meget populære sko.

En venlig læser har tippet om, at der stadig er Lidlsko til salg i Sorgenfri og Lyngby på Sjælland. Privatfoto.
En venlig læser har tippet om, at der stadig er Lidlsko til salg i Sorgenfri og Lyngby på Sjælland. Privatfoto.
Vis mere