Videotjenesten TikTok boomer af udfordringer, som folk over hele verden hopper med på.

Og nu har en ny udfordring fundet vej til mediet.

Denne gang får trenden TikTok til at komme med en advarsel.

Den såkaldte 'Milk Crate Challenge' går ud på at stable en masse mælkekasser til en pyramide, som folk bagefter går henover. Men ofte ender det i et fald, og det får nu TikTok til at sætte foden i jorden.

En talsperson fra TikTok siger ifølge People, at videotjenesten »forbyder indhold, der fremmer eller forherliger farlige handlinger, og vi fjerner videoer og omdirigerer søgninger til vores retningslinjer for at modvirke sådant indhold.«

TikToks formaning om 'Milk Crate Challenge' kommer efter, at læger og sundhedsembedsmænd selv har udsendt advarsler om udfordringens potentielle farer.

Ifølge People har flere hospitaler i USA rapporteret om brækkede knogler som følge af den virale udfordring. Og sådanne skader er problematiske i en tid, hvor det amerikanske sundhedsvæsen i forvejen er hårdt presset på grund af COVID-19.

»Med et stigende antal COVID-19 indlæggelser rundt om i landet, skal du kontakte dit lokale hospital for at se, om de har en seng til rådighed, før du prøver #milkcratechallenge,« lyder det i et tweet fra sundhedsmyndighederne i byen Baltimore.

Aldersgrænsen for at bruge TikTok er 13 år. Alligevel bruger 48 procent af danske børn i alderen 9 til 14 år TikTok ugentligt.