Det er ikke så dårligt at være ungarbejder i supermarkedskæden Lidl. Her har den danske afdeling nemlig valgt at hæve de unges løn med hele 14 procent.

»Jeg er glad for, at vi i dag kan præsentere vores nuværende og kommende ungarbejdere for en lønramme, der giver dem den anerkendelse, de fortjener. Konkret betyder det, at vi fra 1. juli i år hæver ungarbejderlønnen med 14 procent,« siger HR-direktør Sine Dolberg.

Helt konkret vil de unge få 10 kroner mere i timen, hvilket betyder, at de nu vil få 80 kroner i timen i alt.

Det skriver Retailnews.

En sådan stigning betyder dog ikke, at Lidl har den højeste løn på markedet.

Men Lidl mener, at det også er vigtigt at se på arbejdet i supermarkedet som en investering for de unge, der både får udviklings- og karrierermuligheder.

Sine Dolberg håber dog, at andre supermarkeder vil lade sig inspirere af bedre lønforhold og give de unge et lønløft.

Hun mener nemlig, det er yderst fortjent, at de unge nu får mere i timen, da de er en vigtig ressource i dagligvarehandlen.