Torsdag landede en pressemeddelelse fra Elgiganten, som var ét langt klap på egen skulder.

Coronapandemiens første år, 2020, var nemlig så lukrativ, at Elgigantens regnskab viste en fremgang på 800 millioner kroner til en omsætning på svimlende 7,1 milliard kroner.

Regnskabet kom knap tre uger efter, at konkurrenten Power også havde meldt om omsætningsfremgang på 800 millioner kroner i 2020 til et samlet resultat på knap 3,1 milliard kroner.

De to kamphaner, som siden Powers ankomst til Danmark i 2015 har udkæmpet en benhård krig om elektronikmarkedet, fik altså polstret krigskasserne ganske betragteligt sidste år.

Og det er netop krig om kunderne, en del af pengene skal bruges til.

Elgiganten varsler åbning af 8-10 nye varehuse over de kommende tre år, mens Power varsler 18-22 nye butikker frem mod 2025.

For langt de fleste forbrugere er det godt nyt.

Den benhårde konkurrence mellem de to har nemlig indtil videre bidraget til voldsomme prisfald på alt fra tv-skærme og tablets til computere de seneste år.

»Når du fratrækker moms, så har prisen på de lidt dyrere tv-skærme i Danmark været presset så langt ned, at det er blandt de billigste af alle lande. Og når de dyreste tv-skærme falder i pris, så falder priserne også i de billigere kategorier,« lyder det fra Rasmus Larsen, redaktør på Flatpanels.dk:

»Der er ingen tvivl om, at den ret markante konkurrence, vi har set mellem Power og Elgiganten – og til dels også Bilka – har bidraget til de prisfald. Du ser i dag ikke en tilbudsavis uden skarpe priser på tv-skærme. Man presser hele tiden prisen for at skabe blikfang.«

I nogle tilfælde har prisfaldene været nærmest ufattelige.

Siden Power kom ind på det danske marked i 2015, er priserne for tv-skærme eksempelvis faldet med mindst 33 procent i gennemsnit.

Priserne for pc'er og tablets er i snit faldet med 50 procent, og en vare som hovedtelefoner er faldet med omkring 20 procent, viser indekstal fra Danmarks Statistik.

Ud over konkurrence kan også tekniske fremskridt hos producenterne forklare noget af prisfaldet, men langtfra det hele, lyder vurderingen fra Rasmus Larsen.

Han mener dog ikke nødvendigvis, at Power og Elgigantens nye meldinger om offensive træk vil udløse yderligere prisfald lige med det samme.

»Vi står lige nu i en situation, hvor der er mangel på computerchips i hele verden, hvilket betyder, at der er problemer med at producere en del elektronik,« forklarer Rasmus Larsen:

»Det ser ud, som om det kan få priserne til at stige. Så konkurrencen mellem Power og Elgiganten kan måske i højere grad komme til at bestå i at holde priserne i ro, så kunderne ikke mærker så meget til de prisstigninger.«

Hos Power er der ingen tvivl om, at man forventer så hård konkurrence, at der kan blive tale om et udskillelsesløb på markedet.

I regnskabet skriver Power direkte, at der er så hård konkurrence, at der på markedet kan blive problemer med at få forretningen til at løbe rundt – og at forventningen er, at det fører til lukning hos nogle af konkurrenterne.