I Rema 1000 er der lige nu dømt slingrekurs for de kunder, der betaler med 1000-kroneseddel.

Det svinger nemlig fra den ene by til den anden, hvor meget man skal købe varer for hos discountkæden, hvis man betaler med 1000-kroneseddel. Det sker, selv om det er i strid med kontantloven at stille sådanne krav.

Da Mathias Bryhl Jørgensen fornylig stod i kø ved kassen hos Rema 1000 på Vejlevej i Kolding var beskeden fra ekspedienten til en anden kunde, at man skulle købe for 800 kroner for at betale med 1000-kroneseddel.  

»Det var tydeligvis ikke noget ekspedienten bare sagde,« siger Mathias Bryhl Jørgensen, og fortsætter: 

Mathias Bryhl Jørgensen er dybt forundret over Rema 1000. 
Mathias Bryhl Jørgensen er dybt forundret over Rema 1000.  Foto: Privat
Vis mere

»Faktisk var ekspedienten ovre og spørge en kollega ved den anden kassen. Og derfra var meldingen også, at man skal købe for 800 kroner for at bruge sedlen.«

Det er et andet beløb end for kunderne i Rema 1000 i Viby ved Aarhus. 

Her oplevede Tom Christensen, at en kunde ikke kunne betale med 1.000-kroneseddel, hvis der blev købt varer for mindre end 600 kroner

 »En person i køen siger, at de skal tage imod sedlen, og han kan se, der er byttepenge nok i kassen. Så siger den unge ekspedient, at hun har fået besked om, at de ikke må tage imod 1000-kronesedler, hvis ikke indkøbet er minimum 600 kroner,« sagde Tom Christensen tirsdag til B.T.

Pressechefen i Rema 1000, Jonas Schrøder, reagerede med at slå fast, at det var en fejl, at der stilles krav om køb af minimumsbeløb for at tage imod 1000-kroneseddel. 

»Det er en fejl, og det beklager vi,« sagde Jonas Schrøder.

Herefter spurgte B.T., hvordan hovedkvarteret i Rema 1000 ville sørge for, at kunderne ikke bliver pålagt at købe for mindst 600 kroner for, at de får byttepenge retur for 1.000-kronesedlen?

»Vi vil minde vores gode kolleger i butikkerne om reglerne,« sagde pressechefen.

Men to dage senere kommer det altså frem, at der hos Rema 1000 i Kolding er et krav om køb for 800 kroner for at betale med 1.000-kroneseddel.  

Det er altså en forskel på 200 kroner mellem Rema 1000 lidt uden for Aarhus og så 99 kilometer sydpå i Kolding. 

Jonas Schrøder, kan du som pressechef ikke godt forstå, hvis det er stærkt forvirrende for Rema 1000-kunder, at det svinger mellem byerne, hvad der skal købes varer for, for der kan betales med 1000-kroneseddel?

»Enig, det kan vi kun endnu engang beklage, og vi vil i dag endnu engang minde vores gode kolleger i butikkerne om, hvordan reglerne er,« siger han.

Hvad tror du, der skal der til for, at de forskellige Rema 1000-supermarkeder lytter til, hvad hovedkontoret melder ud om det her, og ikke kræver køb for 600 eller 800 kroner for, at man kan betale med 1000-kroneseddel?

»Vi kan kun minde om, hvad reglerne er,« siger pressechefen. 

B.T. har også beskrevet, hvordan der skal købes varer for 500 kroner i Netto og Harald Nyborg, hvis man betaler med 1000-kroneseddel. Pressecheferne begge steder har erkendt, at det var en fejl, og det bliver ændret. 

I Kvickly og Normal var meldingen til kunder, at der slet ikke kunne betales med 1000-kroneseddel. 

Også her er det meldt ud, at der var tale om 'beklagelig fejl'. 

Andre læser også