Netto har en særlig måde at undgå betaling med 1000-kronesedler.
Selve betalingsmaskinen til kontanter i Netto kan simpelthen ikke tage imod 1000-kronesedler for indkøb for under 500 kroner.
Sådan er betalingsmaskinen i hvertfald ved kassen hos Netto i Hvidovre C, der er et indkøbscenter vest for København.
»Jeg købte varer for cirka 200 kroner, og ville betale med 1000-kroneseddel. Men så fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke. Jeg skulle købe for minimum 500 kroner for, at jeg kunne betale med den,« siger folkepensionisten Bill Larsen, der er 67 år.
Han fortæller, at der ikke var sat noget skilt op om det eller noget andet.
»Jeg undrede mig over det, og jeg så ekspedienten gik over og snakkede med en anden ansat. Han sagde så, at det er sådan, man skal købe for over 500 kroner for at kunne bruge 1000-kronesedlen,« siger Bill Larsen.
Supermarkederne beklager sig lige nu over, at mange danskere i stor stil forsøger at komme af med 1000-kronesedlerne, der 31. maj 2025 vil være ubrugelige.
Senest har kunden Tom Christensen forklaret, at Rema 1000 i Viby ved Aarhus kun vil tage imod 1000-kronesedler, hvis kunden køber for mindst 600 kroner.
Og i Netto i Hvidovre C er grænsen altså 500 kroner.
I øvrigt er det samme beløb, byggemarkedskæden Harald Nyborg i weekenden krævede, kunderne købte for, hvis de ville betale med 1000-kroneseddel. Det stod på et skilt, der dog blev fjernet mandag efter B.T.s henvendelse.
Sammen med Føtex og Bilka ejes Netto af Salling Group.
Her er meldingen, at det er en fejl kun at ville tage 1000-kronesedler, hvis der er købt for over 500 kroner.
Det er altså samme reaktion, som pressecheferne i Rema 1000 og Harald Nyborg kommer med.
»Vi skal naturligvis tage imod 1000 kronesedler, uanset beløbet der købes for,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen, der er press manager i Salling Group.
Han tilføjer:
»Der kan være lokale udfordringer med byttepengebeholdningen, som det har været tilfældet i Hvidovre. Det løser vi dér og på tværs af alle butikker.«
At sætte en sådan grænse for betalingen på 500 kroner er jo i strid med kontantreglen. Hvordan vil I løse det?
»Vi skal ikke sætte nogen grænser – det er en fejl. Vi skal tage imod 1000-kronesedler og give byttepenge retur, om end det kan give lokale udfordringer, men det er vi ved at løse,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen.
På grund af de store udfordringer med at kunne give byttepenge på 1000-kronesedlerne har De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv foreslået at få lavet en ændring af loven, så der skal købes for 100 eller 200 kroner, før butikken er forpligtet til at tage imod en 1000-kroneseddel.
Altså et beløb noget lavere, end der skal betales for i de konkrete eksempler i både Rema 1000, Harald Nyborg og Netto.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) slår til DR fast, at han ikke vil fjerne muligheden for at betale med 1000-kronesedler.
Ministeren oplyser dog, at han har bedt forbrugerombudsmanden om at se på, hvor grænsen går mellem reelle betalinger og veksling af penge inden for kontantpligten.
Læs her om ægteparret Kaj og Ninna, der kun bruger kontanter til indkøb.
