Der er hverken store armbevægelser, glædesudbrud eller jubel, da B.T. tirsdag morgen får 32-årige Anders Balmer i røret.

Det havde ellers været helt naturligt. For under en uge siden tikkede et stort millionbeløb ind på hans konto.

Det gjorde der, fordi han er del af historien om en virksomhed i Aarhus, der på få år har vokset sig stor og netop har solgt 55 procent af virksomheden for et trecifret millionbeløb.

Altså: Mindst 100 millioner kroner.

»Jeg er da stolt, og pengene giver noget tryghed,« siger Anders Balmer:

»Jeg har selvfølgelig tænkt over, om jeg skulle købe noget specielt for nogle af pengene. Men min hustru og jeg kan ikke komme på noget. Lige nu er tanken, at de skal stå på en konto, indtil jeg bliver gammel.«

Historien om Kaffekapslen.dk er et af de erhvervseventyr, som mange danske iværksættere drømmer om at være en del af.

En fortælling, der startede i 2011.

Morten Ravn (tv.) og Anders Balmer (th.) har netop solgt 55 procent af kaffekapslen.dk for et trecifret millionbeløb.
Morten Ravn (tv.) og Anders Balmer (th.) har netop solgt 55 procent af kaffekapslen.dk for et trecifret millionbeløb. Foto: PR
Vis mere

Her sagde den 36-årige sælger Morten Ravn op hos Nestlé, hvor han havde haft med Nestlés kaffekapsler at gøre.

I stedet startede han firmaet Kaffekapslen.dk, hvor han solgte kaffekapsler på nettet.

»Det var risikabelt. Nethandel var ikke særlig stort på det tidspunkt. Men han sprang ud i det og fik bygget en rigtig fin forretning op,« forklarer Anders Balmer, der fra starten var med på sidelinjen som firmaets revisor.

Men i 2016 ændrede hans rolle sig. Her var Kaffekapslen.dk nået til et punkt, hvor det var udvidet til Sverige, Norge, Tyskland og Østrig.

»Der havde jeg en lang snak med Morten, og så spurgte han, om ikke det var noget for mig at være med. Det, synes jeg, var en god idé,« husker Anders Balmer, der sagde op som revisor og købte 30 procent af virksomheden.

Herfra så det nyslåede makkerpar sig ikke tilbage.

»Der var måske seks-syv ansatte, da jeg kom ind. De første par måneder brugte jeg og Morten halvdelen af tiden på at pakke kaffekapsler ude på lageret,« husker Anders Balmer:

»Vi havde ambitioner om at vokse. Det første halve år brugte jeg på at strukturere de processer, der skulle sikre den vækst. En stor del af det var planlægning og analyse. Vi har hele tiden set langsigtet. Det, vi høster frugterne af nu, er planer, der blev lagt for år siden.«

De seneste år er det gået rigtig stærkt. Første år var væksten på 50 procent, året efter 80, året efter 100, og så var det pludselig 150 procent.

Virksomheden gik fra seks-syv medarbejdere i 2016 til 80 i dag.

»Jeg vil faktisk sige, at der kom et øjeblik omkring 2018, som var livsforandrende for os. Mere end det vi oplever lige nu. Der kunne vi se, at væksten langt oversteg vores planer. Det var et kæmpe øjeblik,« husker Anders Balmer.

I 2020 kom så et rekordregnskab med en omsætning på 250 millioner kroner og et overskud på knap 15 millioner kroner.

Anders og Morten har tjent mange penge på at sælge kaffekapsler som disse.
Anders og Morten har tjent mange penge på at sælge kaffekapsler som disse. Foto: Dimitrios Kambouris
Vis mere

Men med succes kom også i stigende grad udfordringer.

»Vi kunne godt se, at vi havde brug for noget hjælp. En af de ting, der var skelsættende, var, at vi ikke havde nok plads på vores gamle lager. Det var en svær beslutning for os at leje 10.000 kvadratmeter med bindingsperiode og det hele, for vi har familier og privatøkonomier. Går det galt, sidder man med en gæld, man aldrig kommer af med,« siger Anders Balmer:

»Og så manglede vi også kompetencerne til at tage det næste skridt op.«

Så i efteråret 2020 startede en proces, der måske for lægmænd kan minde lidt om det, man ser i DR-programmet 'Løvens hule'.

Morten og Anders lavede materiale, der grundigt beskrev virksomheden, og tog kontakt til firmaet Clearwater, der er specialiseret i den slags processer.

»De sendte det ud til de investorer, det kunne være relevant for. De vendte så tilbage med bud på virksomheden i forhold til, hvad de mener, den er værd, og deres tanker om virksomheden og strategien,« siger Anders Balmer:

»Vi fik mange gode henvendelser. Der var også nogen, der ville have, at vi skulle udvide med småkager og andre ting. Der var alle mulige spændende tanker, men også mange, der ville noget andet end os.«

Morten og Anders valgte at gå med det svenske investeringsselskab Ceder Capital, som altså har betalt et trecifret millionbeløb for 55 procent af virksomheden.

Anders Balmer og Morten Ravn fortsætter i deres nuværende roller.

»Pengene giver en tryghed. Før var der noget risiko, og jeg havde gæld. Nu går jeg på arbejde med en helt anden ro i maven,« siger Anders Balmer, der trods alt erkender at have købt en lille gode til sig selv og familien:

»Vi skal til at have vores tredje barn nu her, så jeg har lige købt en Ford S-Max. Den er jeg rigtig glad for. Men den havde jeg også købt, hvis ikke vi havde foretaget det her salg.«