Der er rigtig gode penge i at sælge kaffekapsler.

Spørg bare ejerne af virksomheden kaffekapslen.dk, som netop har præsenteret et millionoverskud, der langt overgår, hvad virksomheden ellers har præsteret i sine snart 10 år på markedet.

Regnskaber med overskud har ellers været normen for kaffekapslen.dk siden første regnskab i 2012.

Hvert eneste år har resulteret i sorte tal på bundlinjen, viser en gennemgang, som B.T. har foretaget.

Men i 2020 ramte salget af kaffekapsler altså nye højder.

Her lød overskuddet på 13,9 millioner kroner – en solid fremgang i forhold til 2019, som var den hidtidige rekord, og hvor overskuddet var 5,3 millioner kroner.

Der er flere årsager til rekorden, forklarer direktør og medejer Anders Balmer i et interview med Finans.dk.

Coronakrisen har betydet, at flere danskere sidder hjemme og arbejder og derfor drikker kaffe hjemme i stedet for på arbejdspladsen.

Men det er især det faktum, at kaffekapslen.dk har introduceret deres koncept i Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz og Frankrig og dermed for alvor har sat gang i forretningen, forklarer Anders Balmer til Finans.

Omsætningen var i 2020 på 200 millioner kroner, og det er en tredobling i forhold til 2019. Den udvikling kan i høj grad tilskrives udviklingen på de udenlandske markeder.

Kaffekapslen.dk lader sig dog ikke nøje. Ambitioner er til langt mere.

»Vi arbejder ud fra, at vi i 2025 skal omsætte for tre milliarder kroner. Derfor er vi også for tre uger siden flyttet til et nyt stort lager på 10.000 kvadratmeter, hvilket er cirka tre gange så stort som vores tidligere. Det er meget svært at forestille sig, at væksten ikke fortsætter,« siger Anders Balmer til Finans.dk.