Det er heldigvis længe, siden kortspil som Dungeons and Dragons blev opfattet som djævlens værk.
At være nørd er ikke længere noget, man bliver mobbet med. Hvem havde troet, at det engang ville blive sejt, at man har gennemtygget sci-fi-serien Star Trek, der har 10 forskellige serier med i gennemsnit fem sæsoner i hver serie, hvor der er flere end 20 afsnit. Ikke mig.
I Aalborg findes der heldigvis masser af oaser for dem, der godt kan lide at gå meget op i deres nørde-hobby. Følg med.

Comic Express er den eneste butik i byen, der er dedikeret til tegneserier, omend man kan finde dem hos Læsehesten i Reberbanegade.
I spidsen for den står Teddy Jensen, der er klar med kyndig vejledning om, hvad der kan være spændende for lige præcis dig at dykke ned i.
Hvis du er velbevaret i de mere kendte tegneserier, som Batman, Superman og Spider-Man, men ønsker at udforske nye eller andre typer af universer, er Comic Express god til at levere det, du ikke vidste, du manglede.
Hvor: Vesterbro 28, 9000 Aalborg

Hos Spilforsyningen har de Aalborgs største udvalg af brætspil.
Men det er også her, der afholdes turneringer inden for de store kortspil såsom Pokémon, Flesh and Blood, Yu-Gi-Oh, og så det helt store kortspil Magic the Gathering, der har haft noget af en genfødsel. Sjældne Magic-kort kan være flere hundrede tusinde kroner værd.
Hos Spilforsyningen forsøger de også at introducere den yngre generation til kortspillene, når man på udvalgte dage kan medbringe sine børn, hvor de kan blive introduceret til børnemagic eller Pokémon.
Hvor: Bispensgade 34, 9000 Aalborg

Når Spilforsyningen lukker kl. 22, valfarter de fleste nørder ned mod Dice n' Drinks i Sankelmarksgade.
Her er der nemlig mulighed for at spille brætspil, mens man nyder en øl. Og det er en imponerende samling, der er hos den lille café. Flere end 400 spil fylder på hylderne, og man er velkommen til at tage sine egne spil med.
De har de mest almindelige brætspil såsom Carcasonne, Matador, HINT, men har også store avancerede spil som Arkham Horror, Terraforming Mars og Star Wars.
Hvor: Sankelmarksgade 15, 9000 Aalborg

Hvis man mere er til den elektroniske form for spil, har Aalborg én eneste overlevende internetcafé, nemlig Into The Matrix på Vesterbro.
Det er især på grund af det sociale og uformelle, at det er lykkedes The Matrix at overleve, hvor Boomtown måtte kaste håndklædet i ringen, kort efter Matrix åbnede. Mange af dem, der startede ud med at spille på internetcafeen, er stadig venner i dag.
Her spilles alt fra League of Legends til CS: GO, DOTA2, eller hvad pokker man ellers har lyst til at game. Her afholdes også konkurrencer.
Hvor: Vesterbro 26, 9000 Aalborg

Hvis man skal gå all in på sit nørderi, ligger der i Nørresundby foreningen The Realm of Adventures (TRoA). Foreningen er den ældste rollespilsforening i Danmark.
Her imødekommes alle former for nørderi, men foreningens primære fokus er rollespil, både i pen- og papirudgaven, men også i form af live rollespil. Det er her, man mødes for at spille Dungeons and Dragons, Warhammer eller Star Wars.
Tabletop – Warhammer. Troa table top sidste søndag rettet mod børn.
Hvor: Godthåbsgade 8A, 9400 Nørresundby


