»Han har flere gange været ude i rabatten og i modsatte kørebane.«
Sådan lød ordene, da en opmærksom mand lørdag aften ringede til Nordjyllands Politi.
Han havde lige set en kraftigt slingrende bilist – uden nummerplader – på Bispensgade i Hjørring.
Da bilisten holdt ind til siden, gjorde den opmærksomme mand det samme. Og det var ved den lejlighed, han ringede til ordensmagten.
Politiet rykkede ud til stedet og fik kort efter kontakt til den slingrende bilist. I bilen sad en 24-årig mand, som de bad tage en alkometertest. Og resultatet gav et klart svar.
Ifølge Nordjyllands Politi lå promillen på skyhøje 2,3. Og derfor var der tale om spiritusrelateret vanvidskørsel. Den kategori falder man ind i, hvis promillen overstiger 2,0.
Politiet anholdt og sigtede derfor den 24-årige for vanvidskørsel, spirituskørsel og mangel på indregistrering af bilen. Bilen blev i samme ombæring beslaglagt med henblik på konfiskation. Og den sigtede mand kan nu se frem til en betragtelig bøde.
»Tak til den årvågne borger, som prompte kontaktede politiet med oplysninger om sagen,« lyder de rosende ord fra Nordjyllands Politi.


