Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, afviser ikke længere fuldstændig at støtte en regering med Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne, der lige nu har momentum i valgkampen.

Men hun stiller et klart krav, der skal indfries, før hun vil gå i forhandlinger om at støtte en eventuel regering med Moderaterne, Venstre og De Konservative.

Kravet er, at der ikke kommer en slappere udlændingepolitik, end da Inger Støjberg var udlændinge-og integrationsminister i den tidligere regering bestående af Venstre, De Konservative og Liberal Alliance med Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

»Så skal Lars Løkke sige ja til at videreføre den udlændingepolitik, som han har sagt, han overhovedet ikke vil videreføre,« siger Inger Støjberg, da B.T. onsdag aften spørger hende, hvad der skal til for at støtte en regering med Moderaterne og de andre blå partier.

Vil Lars Løkke Rasmussen insistere på, at der skal ændres på udlændingepolitikken, så vil Inger Støjberg altså ikke gå med i nogen forhandlinger, selv om der eventuelt skulle være muligheder for et blå flertal sammen med Moderaterne efter valget i næste uge.

»Lars Løkke har jo fuldstændig skrinlagt den udlændingepolitik, vi førte, mens jeg var udlændingeminister. Han siger, den ikke duer, mens jeg står fuldstændig på mål for den og vil videreføre den,« siger hun.

Lars Løkke Rasmussen har rigtig nok sagt, at der skal laves ændringer i den udlændingepolitik, han selv var med til at indføre som statsminister.

Men han har kun sagt, at der er »tidsler i udlændingepolitikken«, der skal fjernes, og så finder han Inger Støjberg »ekstremt sort og hvid« i sine holdninger.

Derimod har Lars Løkke Rasmussen klart sagt, at det vigtigste punkt for Moderaterne er, at der kommer ændringer i det danske sundhedsvæsen i form af akut redningsplan og en ny organisering.

»Det er en meget, meget vigtig ting for os. Hvis noget kendetegner et velfærdssamfund, så er det sundhedsvæsnet,« sagde han sidste uge til B.T.

Løkkes krav om ændringer i sundhedsvæsnet nævner Inger Støjberg dog intet om som en hindring for at støtte en regering bestående af de blå partier og Moderaterne.

Så ergo handler det altså om, at Inger Støjberg vil have svar på, hvorvidt Lars Løkke vil droppe at lave en slappere udlændingepolitik eller ej.

B.T. vil spørge Lars Løkke Rasmussen, om Moderaterne vil afvise at gøre udlændingepolitikken mindre stram, da det er et krav fra Danmarksdemokraterne?

Tag B.T.s daglige quiz og deltag i lodtrækningen om 5.000 kroner – Hvor meget ved du om valget?