Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, svarer nu igen på Inger Støjbergs hårde kritik af ham.

»Inger Støjberg udtaler sig ekstremt sort og hvidt,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Danmarksdemokraternes formand mener direkte, at Lars Løkke Rasmussen har misbrugt den tillid, han fik af vælgerne, da han som formand for Venstre vandt valget i 2015 og dermed blev statsminister.

Ifølge Inger Støjberg skyldes kritikken, at Lars Løkke Rasmussen tidligere har sagt, at Moderaterne vil danne regering med Socialdemokratiet, og dermed mener hun, at Lars Løkke løber fra den politik, han selv førte som statsminister.

Formand for Danmarksdemokraterne Inger Støjberg har langt ud efter Lars Løkke.
Formand for Danmarksdemokraterne Inger Støjberg har langt ud efter Lars Løkke. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Nu står han så og siger, at han simpelthen må tage afstand til det hele. Det er da et misbrug af danske vælgere og misbrug af danske vælgeres tillid, når han sidder her i dag og siger, det var bare for at bevare regeringen,« sagde Inger Støjberg, da hun søndag aften var gæst hos B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

Lars Løkke, Inger Støjberg mener, du misbruger vælgernes tillid. Har du ikke også ændret holdning, siden du var statsminister, så du er mere mod venstrefløjen nu?

»Prøv at høre. Inger Støjberg udtaler sig ekstremt sort og hvidt. Jeg hører, hun siger til Joachim B. Olsen, at jeg tager afstand fra alt, hvad vi har lavet. Det er der slet ikke tale om,« siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

»Jeg står fuldstændig vagt ved en stram og fair udlændingepolitik. Men jeg kunne konstatere, at i min regerings sidste levetid, der opstod der i høj grad en, jeg havde nær sagt tyrkisk basar, hvor der var skattelettelse for en udlændingestramning, og det betød, at jeg sagde, at der ikke var perspektiv i at fortsætte med at bygge regeringer på de blå partier, for så fortsætter det der.«

Lars Løkke Rasmussen mener direkte, at udlændingepolitiken var blevet for stram i den tidligere regering, han var i spidsen for som statsminister.

»Vi har strammet, og jeg står bag langt de fleste stramninger, men på et eller andet tidspunkt skal der ikke strammes mere. Vi har overordnet set en fornuftig stram udlændingepolitik, men vi har også tilladt, at der er vokset nogen tidsler op,« siger han og fortsætter:

»Når folk er i gang med at få kvalifikationer, der skal bruges på det danske arbejdsmarked, skal sendes ned på Kærshovedgaard, så står danskerne af. Det er derfor, der ikke er brug for at stramme mere. Der er brug for at lave en bred aftale med en fornuftig politik og så luge nogen tidsler ud.«

Tag B.T.s daglige quiz og deltag i lodtrækningen om 5.000 kroner – Hvor meget ved du om valget?