Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, kommer med et hårdt angreb på Lars Løkke Rasmussen.
Hun mener direkte, at han har misbrugt den tillid, han fik af vælgerne, da han som formand for Venstre vandt valget i 2015 og dermed kunne blive statsminister.
Ifølge Inger Støjberg skyldes kritikken, at Moderaterne vil danne regering med Socialdemokratiet, og dermed mener hun, at Lars Løkke løber fra den politik, han selv førte som statsminister. I en regering, hvor hun som bekendt var integrationsminister og er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel for at bryde loven.
»Nu står han så og siger, at han simpelthen må tage afstand til det hele. Det er da et misbrug af danske vælgere og misbrug af danske vælgeres tillid, når han sidder her i dag og siger, det var bare for at bevare regeringen,« siger Inger Støjberg, da hun søndag aften er gæst hos B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
Alt tyder på, at Lars Løkke får en nøglerolle ved valget. Hvad er dit forhold til Løkke i dag?
»Han har sagt, han vil skabe kaos politisk set. Helt ærligt, jeg forstår det ikke. Vi har ikke brug for flere kriser. Vi har ikke brug for en parlamentarisk krise oven i krigen på kontinentet,« siger han.
Men folk stemmer jo på ham?
»Men helt ærligt, det forstår jeg ikke. Jeg har før kaldt det for 'Alternativet i jakkesæt', og det mener jeg simpelthen, at det er,« siger hun
Kan du pege på regering med Lars Løkke?
»Nej, det kan jeg ikke, og det kommer jeg overhovedet ikke til. Man kan se, at han igennem længere tid har haft forhandlinger med Mette Frederiksen. Jeg har hele tiden haft en nagende tvivl, om den her mand er blå, og det er der ingen tvivl om, at han ikke er,« siger hun og tilføjer:
»Det har han jo også sagt rimeligt klart i den uge, vi har været igennem. Han kommer til at lave noget med Mette Frederiksen, hvis han kan slippe af sted med det. Og det vilde med det er, at det overhovedet ikke er nyt.«
Han sidder vel også og forhandler med de blå partier?
»Han har i hvert fald ikke talt med mig overhovedet. Men det har jeg heller ikke det store behov for,« siger hun og fortsætter:
»Han har blandt andet lavet sit parti, og jeg er mildt sagt rimelig vred over det. Ved du hvad, jeg sad som udlændingeminister i fire år under den mand. I de fire år førte vi, hvad jeg synes var en fast og fair udlændingepolitik. Det var den rigtige udlændingepolitk, og jeg fortryder intet,« siger hun.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.