Lars Løkke Rasmussen og hans nye parti Moderaterne har momentum her en uge før valgdagen.

Løkke og co. har valgkampen igennem lagt nye procenter til vælgeropbakningen, og hvis der var valg i dag, ville Løkke og Moderaterne brage ind i Folketinget med hele 9,6 procent af stemmerne mod 7,9 procent i det seneste måling fra YouGov.

Det skal understreges, at målingen er forbundet med usikkerhed. Usikkerheden på Moderaterne er plus/minus 1,6 procentpoint.

Det betyder, at der er 95 procents sandsynlighed for, at et sted mellem 8,0 og 11,2 procent af vælgerne vil sætte kryds ved Moderaterne. Der er dog større sandsynlighed for, at det sande resultatet ligger tættere på 9,6 procent end på yderpunkterne 8,0 og 11,2 procent.

YouGov-målingen bekræfter tendensen fra andre analyseinstitutter, for eksempel står Moderaterne i en dugfrisk måling fra Voxmeter til 11,5 procent af stemmerne og 21 mandater.

I YouGov-målingen kan rød blok lige netop mønstre et snævert flertal på 50,2 procent af stemmerne, blandt andet fordi Alternativet kryber over spærregrænsen på to procent, og fordi YouGov måler Venstre til en lavere vælgertilslutning end andre analyseinstitutter.

Flere målinger har sendt Alternativet under spærregrænsen, ligesom de har vist, at hverken rød eller blå blok vil kunne danne flertal uden Løkkes mandater.

Meget tyder altså på, at Løkke på valgnatten ender i ønskepositionen som kongemager.

Mens Løkke har tur i den, ser det sort ud for Søren Pape Poulsen og De Konservative.

Lige før valget blev udskrevet stod hans parti med en opbakning på 13-15 procent til at blive større end Venstre.

Efter en stribe dårlige sager for K-formanden står De Konservative i YouGov-målingen nu til en opbakning på blot 6,5 procent, og Papes drøm om at gribe nøglerne til Statsministeriet forbliver ifølge en stribe politiske analytikere en drøm.