Superstjernen Zlatan Ibrahimovic har brug for hjælp, hvis han skal undgå flere skader.

Derfor er det nu ikke kun på banen, at den 40-årige svensker bliver mandsopdækket. Det gør han ligeledes af en fysioterapeut i hverdagen.

Det fortalte AC Milan-stjernen på et pressemøde forud for Sveriges to VM-kvalifikationskampe mod Georgien og Spanien. Det skriver Aftonbladet.

»I sidste sæson havde jeg flere skader, end jeg plejer at have eller har haft før. Men det er, fordi jeg ikke har tænkt på at tage det roligt, når jeg har mærket noget. Jeg har bare kørt videre. Jeg har den mentalitet. Jeg kører på 200 procent,« lyder det fra Zlatan Ibrahimovic, inden han fortsætter:

40-årige Zlatan Ibrahimovic.
40-årige Zlatan Ibrahimovic. ALESSANDRO GAROFALO

»Det, jeg har ændret på nu, er, at jeg har en fysioterapeut 24 timer i døgnet, der følger mig overalt i Italien. I det mindste er han der med det samme. Det er den eneste forskel, jeg har gjort.«

Den mangeårige målmaskine har været hårdt ramt af skader det seneste års tid, hvor han har misset mange kampe for både AC Milan og Sverige.

Og han fortæller videre, at der var et bestemt tidspunkt, hvor han måtte erkende, at fysikken begyndte at gå den forkerte vej.

»Efter jeg fyldte 30, bemærkede jeg, at smerterne ikke forsvinder. De bevæger sig bare rundt i kroppen.«

Zlatan Ibrahimovic er kommet stærkt tilbage efter sine skader, og det er ikke længe siden, han scorede sit ligamål nummer 400 i karrieren.

Torsdag fik den bomstærke angriber så samtlige 90 minutter på banen, da Sverige tabte 2-0 til Georgien.

Søndaga aften skal svenskerne ud i duel om førstepladsen og en en direkte billet til VM i Qatar, når de møder Spanien.