»Vi giver jo ikke op herovre, så vi finder løsninger.«

Sådan lød det fra FC Midtjyllands marketing- og supportdirektør, Preben Rokkjær, da B.T. kunne fortælle historien om, at Superliga-topholdet har fundet løsningen på, hvordan fodboldinteresserede kan komme til live-fodbold under corona-pandemien.

Hvis og når Superligaen igen blændes op inden for de næste par måneder eller mere, vil det være uden tilskuere på tribunerne, så FC Midtjylland har fået den idé, at de vil sætte to kæmpe storskærme op på for- og bagsiden af MCH Arena.

På den måde har de skabt tiltaget drive-in-fodbold, og det er en idé, der også har ramt overskrifter uden for landets grænser.

Her vil der blive lavet drive-in-fodbold i Herning.
Her vil der blive lavet drive-in-fodbold i Herning. Foto: FCM
Vis mere

Fodboldsitet goal.com kalder det en 'unik fan-oplevelse', at over 2.000 biler og dermed cirka 10.000 personer alligevel kan komme til fodbold i en tid, hvor der foreløbig frem til september er blevet lukket ned for store forsamlinger.

Goal.com nævner FC Midtjylland som en klub, der tidligere har været innovative og hyret indkastsspecielisten Thomas Grønnemark, som nu nyder stor succes i Liverpool.

Også det koreanske medie sports.naver.com bringer historien om FC Midtjyllands initiativ og kalder det 'spektakulært'. I Sverige skriver Aftonbladet også om tiltaget, og på mediets Facebook-sider høster historien masser af likes og positive kommentarer.

FC Midtjylland vil, hvis storskærmene på 46 og 52 kvadratmeter bliver en succes, udvide initiativet til en eventuel guldkamp mod FC København, så 40.000 tilskuere kan være til stede til den kamp. Sker det, vil man søge optagelse i Guinness World Records.