I FC Midtjylland havde man regnet med opmærksomhed, da man lancerede planen om drive-in-fodbold til sine hjemmekampe, når der på grund af coronakrisen ikke er adgang for tilskuere.

Men at opmærksomheden skulle blive så stor, at nyheden blev dækket i alverdens medier, som det er sket i de seneste uger, kommer alligevel bag på de ambitiøse folk i den midtjyske klub.

- Det er kommet bag på os, at hypen er så stor. Det er ikke hver dag, at FC Midtjylland er i morgennyhederne i Australien, USA og Kina og har taletid hos nogle af verdens største medier, siger direktør Claus Steinlein.

Han har netop afsluttet en samtale med klubbens tidligere spiller Jakob Poulsen, der fortsat er tilknyttet australske Melbourne Victory FC, inden han til sommer indstiller karrieren.

Her vil der blive lavet drive-in-fodbold i Herning.
Her vil der blive lavet drive-in-fodbold i Herning. Foto: FCM
Vis mere

- Jeg har lige talt med Jakob Poulsen, der havde set det i Australien. Der taler de også om det, fortæller Steinlein.

Idéen fra FCM om at spille drive-in-fodbold går ud på, at op til 10.000 tilskuere kan være samlet i 2000 biler på parkeringspladsen og se fodbold på storskærme.

Samtidig lyder det fra klubben, at der er endnu større planer på vej, hvis det bliver en succes.

FC Midtjylland vil nemlig, hvis storskærmene på 46 og 52 kvadratmeter bliver et hit, udvide initiativet til en eventuel guldkamp mod FC København, så 40.000 tilskuere kan være til stede til den kamp. Sker det, vil man søge optagelse i Guinness World Records.

Steinlein mener, at det kendetegner FCM at tænke stort ud af boksen.

- Det er fortællingen om, hvad FC Midtjylland er. Vi ser muligheder, også i krisetider. Det er klubbens dna.

- Når det her går verden rundt, tror jeg også, det skyldes, at verden hungrer efter nyheder og noget andet at tale om end corona, vurderer FCM-direktøren.

Senest har Ajax-direktør Edwin van der Sar til et hollandsk medie nævnt, at klubben overvejer at kopiere idéen, selv om sæsonen i Æresdivisionen er afblæst.

Det er endnu uvist, hvornår Superligaen kan genoptages, eller om det overhovedet kan lade sig gøre.

Divisionsforeningen håber, at ligaen kan begynde igen i slutningen af maj.

Der resterer to runder af grundspillet, og FCM står i den kommende runde til at møde AC Horsens på hjemmebane.

- Det ville være godt at afprøve konceptet. Der er allerede mange tv-hold og i alt 12-13 medier, der har meldt deres ankomst til kampen mod Horsens, fortæller Steinlein.

FCM fører Superligaen med 12 point ned til FC København på andenpladsen.

Ud over de to sidste runde af grundspillet skal topholdene igennem ti runder i mesterskabsspillet.

 

/ritzau/